Det er tegn på nye tider, når Mærsk vælger at sælge størstedelen af virksomhedens aktier i Dansk Supermarked. Dansk Supermarked er nemlig hjerteblod for Mærsk, fortæller eksperter.

Når tusindvis af danskere hver dag glæder sig over de forskellige tilbud og lavprisvarer, de kan lægge i indkøbskurven i Netto, Bilka eller Føtex, så er det ikke kun den nu afdøde jyske købmand Herman Salling, de kan takke. Godt nok var det Herman Salling, der fik idéen til Dansk Supermarked og discountbutikker og lavprisvarehuse. Men rederigiganten Mærsk - eller rettere den nu afdøde reder A.P. Møller og hans afdøde søn Mærsk Mc-Kinney Møller har en lige så stor andel i, at danskerne blev introduceret for de gode tilbud.

Det var nemlig A.P. Møller, der i 1964 hoppede med som investor, da den århusianske købmand Herman Salling manglede en investeringspartner til sit supermarkedsprojekt. Projektet 'Dansk Supermarked A/S' viste sig sidenhen at blive en guldgrube for både redderen og købmanden.

Derfor er det nærmest utænkeligt, at Mærsk-koncernen havde solgt så voldsomt ud af sin andel i Dansk Supermarked, hvis Mærsk Mc-Kinney  Møller stadig var i live. Mærsk og Salling var meget nære venner og nærede stor respekt for hinanden. Desuden var Mærsk en mand, der gik meget op i traditioner, historie og især den arv, som havde efter sin far, fortæller Peter Suppli Benson, der er nyhedschef hos Berlingske Business.

- Mens Mærsk Mc-Kinney-Møller levede, var der for meget hjerteblod og veneration mellem Herman Salling og Mærsk til, at man ville sælge, fortæller han.

Den vurdering er tidligere chefredaktør på Børsen, Jan Cortzen enig i:

- Hvis Mærsk havde levet, så tror jeg ikke, det var sket. Mærsk havde nemlig så stor en beundring og respekt for sin far, at han ikke ville sælge ud af Dansk Supermarked, fortæller Cortzen, der har et indgående kendskab til både Mærsk og Salling.

Både Jan Cortzen og Peter Suppli Benson vurderer, at salget af Dansk Supermarked viser, at der er nye tider på vej hos Mærsk-koncernen. En tid, hvor virksomheden ikke længere drives enevældigt af følelser - eller én persons mening.

- I dag er det en ledelse, som driver virksomheden koldt og nøgternt. De kigger på tallene og på, hvad de mener er bedst for forretningen. De går ikke på samme måde op i venerationen, fortæller Peter Suppli Benson. Han forklarer, at det er en udvikling, der gradvist er set hos Mærsk gennem de seneste år.

- Mærsk er jo de sidste ti år blevet en ganske almindelig børsnoteret virksomhed. De har ansat masser af kommunikationsfolk. Tidligere var de drevet som en lukket privat virksomhed, men i dag ligner de alle andre virksomheder, fortæller han.

Mærsk-koncernens salg af 48,68 procent af aktierne i Dansk Supermarked tirsdag, betyder, at Salling-fondene nu ejer 81 procent af aktierne i Dansk Supermarked. Mærsk ejer fortsat de resterende 19 procent.

Det forventes, at Mærsk får 17 mia. kroner for aktierne.