Der er ingen grund til, at vi i Danmark endnu ikke har anerkendt Scientology som en trosretning, påpeger to religionseksperter.

Scientologer burde have lov til at blive viet i Scientology-kirken, ligesom man bliver det i folkekirken.

Det mener to eksperter, metroXpress har talt med. Den ene er Elisabeth Tuxen Rubin, der er religionssociolog og uafhængig forsker, og som vil have Scientology godkendt som trossamfund i Danmark.

- Det er efter min mening diskrimination, at de ikke er blevet godkendt. Det findes ingen saglige argumenter for, at Scientology ikke skal anerkendes som religion, siger Elisabeth Tuxen Rubin og peger på, at Scientology har en skabelsesberetning, tror på ånden og på, at man kan opnå den totale frihed ved at praktisere scientologi.

- Scientologi indeholder ganske enkelt alle de aspekter, som er med til at definere, om noget er en religion, fastslår hun.

Årsagen til, at Scientology kan have interesse i at blive anerkendt, er, at man således kan blive viet i Scientology-kirken - og samtidig følger der en række skattefordele med.René Dybdal Pedersen, der forsker i nye religioner på Aarhus Universitet, er enig i, at Scientology skal anerkendes.

- Scientology betegner sig selv som en religion. Og rent teknisk er det ikke problematisk, for der ser de ud til at leve op til kravene for at blive godkendt som trossamfund, siger han og tilføjer, at det formentlig er på grund af Scientologys fremtoning, at de endnu ikke er anerkendt:

- Jeg tror, det skyldes, at det billede, vi har af en religion i Danmark, er noget, som ikke er så frembrusende og ikke lugter af at være en virksomhed, som Scientology gør. Og så er vi generelt bare ikke vant til mange andre religioner end kristendommen, forklarer René Dybdal Pedersen og nævner USA som et eksempel på et land, der har ’en langt større palet af religioner’.

I USA og Sverige er Scientology-kirken allerede godkendt som religion. I Sverige dog kun som et registreret trossamfund. I Rusland var Scientology godkendt indtil 1997, hvor bevægelsen blev frataget sin status. Det udløste en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En sag, som Scientology vandt i april 2007.

Om det får betydning i Danmark, er svært at sige, men det er et tegn på, at Scientology er i offensiven for anerkendelse.

- Scientology har gennem det sidste årti gjort en stor indsats for at opnå anerkendelse rundt om i verden. Scientology har et billede af, at de er ved at være en verdensreligion. Det her er et klart tegn på, at det er den vej, det går, siger René Dybdal Pedersen til metroXpress.