Nye regler ændrer på drikkevandskontrollen af vandforsyninger. Det bekymrer eksperter.

København. Den 27. oktober træder nye regler i kraft, der betyder, at husstande, som alene leverer vand til sig selv, ikke længere skal kontrolleres af myndighederne. I stedet kan borgere selv teste vandet.

Det vil ifølge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) være med til at sikre en afbureaukratisering af vandforsyningerne.

- Fremover har ejere af vandforsyninger, der alene forsyner deres egen ejendom, selv ansvar for at sikre, at deres drikkevand er rent.

- Kommunalbestyrelsen skal desuden minimum hvert femte år orientere ejerne om, at man med fordel kan kontrollere drikkevandets kvalitet, siger han i en skriftlig kommentar.

Det har tidligere været ude, at de nye regler for kontrol ville omfatte boringer, der giver mindre end 10.000 liter vand i døgnet.

Men på baggrund af høringssvar, som er sendt ind til Esben Lunde Larsens ministerium, ender reglerne ikke med at se sådan ud.

- Alle vandforsyninger, der leverer drikkevand til andre end en enkelt husstand, skal også fremover være omfattet af drikkevandskontrol. Det har jeg sammen med regeringsordførerne og Dansk Folkeparti i sidste uge besluttet i lyset af de høringssvar, vi har modtaget.

- Derved sikrer vi, at drikkevand, som leveres videre til en anden ejendom, altid er omfattet af drikkevandskontrol, siger ministeren.

Det er uklart, præcis hvor mange vandforsyninger der i fremtiden ikke vil være omfattet af myndighedernes kontrol.

Ifølge miljø- og fødevareministeriet de husstande eller ejendomme, der vil blive påvirket af de nye regler, udgør i omegnen af 50.000.

Derudover indebærer de nye regler også, at vandet generelt skal testes ved hanen og ikke ved vandværkerne.

DANVA, interesseorganisationen for vandværker i Danmark, er på ingen måde glade for de kommende regler.

- Det bliver solgt på, at det er mindre bureaukrati og mere direktivnært, men når man kigger på det, så er konsekvensen sandsynligvis det modsatte.

- Alle, der har forstand på dette her område, siger, at man får dårligere kvalitet af kontrollen. Det synes vi ikke er en god idé, siger Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA.

Han mener, at kvaliteten med vandet i små boringer bliver dårligere. Og at vandværkerne med de nye test ved hanerne bare bliver nødt til at lave flere test, hvis der er problemer, for at finde ud af, hvor problemet er opstået.

- Det er ikke en afbureaukratisering, det bliver ikke billigere for os og kvaliteten bliver dårligere. Så det er en ulv i fåreklæder, dette her, siger Carl-Emil Larsen.

Også Walter Brüsch, der er geolog ved Danmarks Naturfredningsforening, er kritisk over for de nye regler.

- Det er særdeles bekymrende for alle de her mennesker og i virkeligheden særligt for kommunerne. Det betyder, at man ikke længere har styr på, om de her cirka 50.000 anlæg forsyner borgerne med vand, som er forurenet, siger han.

Han køber heller ikke ministerens argument om mindre bureaukrati.

- Det er rigtigt, at frivillighed er en god ting. Men nogle gange er kontrol bedre. Det mener jeg i det her tilfælde, siger Walter Brüsch.

/ritzau/