En ulv i baghaven er tæt nok for de fleste. Hvis ulven så både er sulten og lunter ned ad en villavej, så er bægeret nok mere end fyldt. Men som bt.dk skriver tidligere lørdag, så var det, hvad hollandske Oguz Acioz oplevede fredag formiddag på en stille villavej i hans hjemby Kolham.

Og selvom det er meget sjældent, at ulve forvilder sig ind i byer, så kunne det også ske i Danmark. Det fortæller seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus Thomas Secher Jensen.

»Hvis en ulv bevæger sig rundt i udkanten af en by og nogle mennesker kommer for tæt på, så kan den godt komme til at løbe ind i et byområde. Men der skal virkelig noget til,« siger Thomas Secher Jensen til bt.dk.

I Holland havde ulvespotteren Oguz Acioz filmet ulven, som han vurderede var på jagt efter mad.

Thomas Secher Jensen mener dog ikke, at det er sandsynligt, at ulven var på udkig efter noget spiseligt.

»En ulv ville ikke lede efter mad i en by. Den spiser ikke skrald, ligesom vi ser byræve gøre i danske byer. I stedet ville den forsøge at finde ud af byen igen for at komme væk fra menneskerne,« forklarer Thomas Secher Jensen, der også fortæller, at ulven normalt ikke er farlig for mennesker.

»En sulten ulv er normalt ufarlig for mennesker. Hvis mennesker angriber den, så vil den selvfølgelig forsvare sig selv, men den ville meget sjældent selv gå til angreb. Den ville hellere flygte,« forklarer Thomas Secher Jensen.

Langt væk hjemmefra
Den 35-årige hollænder Oguz Acioz fortalte tidligere lørdag til bt.dk, at han hurtigt opdagede, at det var en ulv, der løb rundt på en villavej.

»Jeg var omkring en meter bag ved den. Jeg kunne se munden og tænderne og jeg vidste, at det ikke var en hund, så jeg begyndte at filme med det samme,« fortalte Oguz Acioz til bt.dk.

Hollænderen forklarede også, at ulven ikke så aggressiv ud - nærmere sulten. Og det med god grund. Ifølge lokale eksperter er ulven formentlig kommet til Holland fra Tyskland. Det er en tur på et par hundrede kilometer, så der ville ikke være noget at sige til, hvis den var blevet sulten undervejs.

Ulven blev indfanget og sendt tilbage til Tyskland.