Det kan få tjenestelige konsekvenser, at medarbejdere fra Skats nu nedlagte Økokrim-afdeling angiveligt talte usandt, da de i november 2012 prøvede at få teleselskaberne til at udlevere kundernes teleoplysninger. Det mener lektor i offentlig forvaltning Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

Som BT tidligere har skrevet afviser Erhvervsstyrelsen at have givet Skat grønt lys til at kræve borgernes teleoplysninger uden en dommerkendelse. Alligevel kan BT nu beskrive at Skat på et møde med telebranchen, gav udtryk for, at Erhvervsstyrelsen ikke mente, at der var noget til hinder for at Skat fik disse personlige oplysninger udleveret.

- Har Skats medarbejdere mod bedrevidende vildledt telebranchen for at få adgang til borgernes meget private tele-oplysninger, så er det en grov tjenesteforsømmelse, siger Sten Bønsing.

Skat har nu indstillet kravene om at hente teleoplysninger og nat nu efter kritikken fra Erhvervsstyrelsen taget sagen til EU-Kommissionen for at få et klart svar. Til gengæld har skatteminister Holger K. Nielsen (SF) afvist, at der skal laves anden undersøgelse om medarbejderne i Skat direkte har talt usandt for at få teleoplysninger ud af branchen.

Sten Bønsing mener dog sagen er stor nok til en disciplinærundersøgelse.

- Man kan sige forseelsen er grov nok til, at det kunne forsvares at starte en undersøgelse af, om der skal rejses disciplinærsager mod medarbejderne i Skat. Men hvad en sådan disciplinærsag ville ende med i den sidste ende, kan jeg ikke udtale mig om, siger Sten Bønsing.

I forvejen har Skat startet disciplinærsager mod fire chefer og to medarbejdere i Skat for at krænke borgernes retssikkerhed, men det er i forhold til Skats sagsbehandling af en række borgere.