Prins Nikolai blev sidste år myndig. Senere i år står han med et studenterbevis i hånden, og nu lader det til, at han allerede har kickstartet en modelkarriere. En karriere mange drømmer om, men kun få opnår.

»Det viser initiativ og handlekraft,« siger Frederik Preisler, der er kommunikationsekspert om Prinsens nyopstartede karriere, og mener, at Prins Nikolai ikke er bange for at tage arbejdshandskerne på.

»Det generer ham ikke at gå ud og tjene penge selv,« siger Frederik Preisler.

Mandag kunne BT oplyse, at prins Nikolai havde gået catwalk for det store modehus Burberry under Londons fashionweek, der er bedst kendt for sine beige-farvede tern.

De blitzende lys, den dunkende musik og den store opmærksomhed er noget, der tiltaler mange unge. Oftest bliver der set mere på modellerne, end på selve kollektionen, der bliver fremvist.

Frederik Preisler lægger da også vægt på, at man skal huske, at prins Nikolai - ud over at være prins, også er en ganske almindelig, ung fyr.

»Det viser, at prins Nikolai er ligeså usikker og forfængelig som alle andre unge mennesker, hvilket er godt. Som model får man jo en slags bekræftelse. Han sender et signal om noget alment menneskeligt, som jeg tror, de fleste mennesker synes, er sympatisk,« siger Frederik Preisler.

Frederik Preisler mener dog ikke, at dette ene modeljob ændrer noget for Prinsen på nuværende tidspunkt.

»Hvis han går hen og bliver en meget kendt model, er det interessant, for så bliver han kædet sammen med en eller anden form for rolle i Kongehuset,« forklarer Frederik Preisler.

Videoen af prins Nikolai, der går model for modegiganten Burberry, kan ses nedenfor cirka ti minutter inde i klippet: