Samlekortene med dyr fra Føtex og Bilka er blevet et megahit blandt børn. Men en ekspert i allergifremkaldende stoffer råder nu forældre til at begrænse børnenes leg med de populære dyrebilleder.

Kortene med billeder af blandt andet løvfrøer, giraffer og flamingoer er blevet delt ud til kunder i Føtex og Bilka, som med samlebøger og byttearrangementer har haft succes med at gøre kampagnen "Saml, lær og leg" populær blandt varehusenes mindste kunder. Men parfumestoffet D-limonene i enkelte af kortene får professor og centerleder for Videnscenter for Allergi, Jeanne Duus Johansen til at mane til forsigtighed.



- D-limonene er en hyppig årsag til allergiske reaktioner, og findes i mange af de produkter vi omgiver os med i hverdagen. Det kan være både sæber og kosmetik, siger Jeanne Duus Johansen.

De særlige duftkort i samlingen frigiver dufte, når børnene gnider på kortet. Den tætte kontakt er også med til at øge risikoen for udvikling af allergi, forklarer Jeanne Duus Johansen.

- Jeg ville nok sige til børn, at de skulle lade være med at sidde og gnubbe for meget på kortene. Hvis det er en enkelt gang eller to, er det formentlig ikke noget, der sker noget ved, men hvis man er meget ivrig med det, kan det give problemer over længere tid, siger centerlederen. Hun understreger, at hun ikke kender til mængden af stoffet på kortene, og derfor ikke kan komme med en præcis risikovurdering.


 
D-limonene er et naturligt forekommende stof i citrusfrugter, og er meget billigt at anvende, fordi det er et overskudsprodukt fra juiceindustrien. Det betyder, at vi som forbrugere bliver udsat for stoffet i mange sammenhænge, og det er med til at øge risikoen for udvikling af allergi. Derfor er det ifølge Jeanne Duus Johansen også en god idé at begrænse kontakten med D-limonene, der hvor det er muligt.