Aldi har fået tilført 200 millioner kroner fra moderselskabet i Tyskland, efter discountkæden de senere år har blødt på bundlinjen med røde tal.

Men Bruno Christensen, der har mere end 55 års erfaring fra detailhandlen i Danmark og har arbejdet som rådgiver, er ikke bekymret for Aldis udvikling i Danmark.

»Jeg ved ikke, om de 200 millioner er tilstrækkeligt. Men jeg betragter det ikke som en redningsaktion, men mere som en proces, Aldi er ude i' for at rette op på en udvikling, hvor de har tabt penge,« siger Bruno Christensen.

Ny dansk ledelse

Den nye millionindsprøjtning skal bruges til at flytte og udvide de 150 butikker, der er tilbage i Danmark. Butikker, der enten er placeret forkert eller er for små, skal erstattes med nye og større butikker, som man kender det fra den tyske konkurrent Lidl.

»Aldi har de seneste år ikke fået de rigtige placeringer på butikkerne, og de har haft en ledelse i Tyskland, der ikke har været villig til at satse på den rigtige måde på det danske marked,« siger Bruno Christensen og fortsætter:

»Det har du fået nu med en dansk ledelse, som kender discountsektoren. Aldi har succes rundtomkring på de europæiske markeder og er med fuld styrke også på vej til at rette op på tingene i Danmark,« siger Bruno Christensen.

Aldi vil Danmark

Aldis seneste regnskab fra 2017 viser et underskud på 326 millioner kroner. Sidste år lukkede discountkæden 32 af de dårligste butikker i Danmark. Men ifølge Bruno Christensen ser det lyst ud for enden af tunnelen.

»Aldi er, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, i en helt anden og mere positiv udvikling, end vi har kendt de seneste år. Satsningen er i høj grad affødt af, at man i dag i langt højere grad tilpasser sig de lokale markeder, end man gjorde tidligere. Så det siger noget om, at Aldi vil Danmark.«