De danske discountsupermarkeder kæmper mere indædt end nogensinde før om kunderne. Krigen får en ekspert til at forudse, at en af de mest kendte dagligvarekæder kan være forsvundet fra gadebilledet allerede i 2025.

I sidste uge fremlagde detailgiganten Coop et meget håndgribeligt bevis på, at slåskampen om kunderne til de danske discountsupermarkeder er benhård. Regnskabet viste, at omsætningen var faldet til 44,7 milliarder kroner i 2016 fra 45,2 milliarder kroner i 2015. Driftsresultatet er samtidig faldet til 254 millioner kroner mod 632 millioner kroner året før.

Årsagen til den massive tilbagegang skal findes hos koncernens discountflagskib, Fakta, der har kostet Coop 100 millioner sidste år. Og spørger man detailhandelsekspert Bruno Christensen, der i 52 år har fungeret som konsulent og foredragsholder for danske butikskæder, spår han dystre udsigter for kæden. Han tror nemlig ikke nødvendigvis, at Fakta vil være repræsenteret herhjemme i 2025.

»Ud fra en matematisk beregning, vil der nok være for mange discountbutikker i forhold til markedet de næste år. Hvis jeg skal give et bud på, hvem der mest sandsynligt vil kvitte, vil Fakta stå øverst på min liste. Selvom det også går rigtig dårligt for Aldi, er de for store til at ville trække sig fra det danske marked,« siger Bruno Christensen og fortsætter:

»Fakta er aldrig blevet fintunet til det danske marked. De har åbnet butikker en masse forkerte steder og i forkerte størrelser for efterfølgende at lukke dem igen,« siger detailhandelseksperten.

Alle fik paranoia

De seneste år har konkurrencen blandt danske discountsupermarkeder været hårdere end nogensinde. Flemming Birch, der er partner i Birch & Birch og ekspert i detailhandel og forbrug, forklarer, at krigen startede for nogle år tilbage. Her blev der mange steder i Danmark lagt områder ud til dagligvarehandel i lokalplanerne i kommunerne:

»Alle kæderne slog til og åbnede forretninger af frygt for, at konkurrenterne kom dem i forkøbet. Der er paranoia i markedet,« siger Flemming Birch, der har 15 år bag sig som konsulent for danske detailkæder.

Bruno Christensen siger samtidig, at de danske discountbutikkers filosofi typisk er, at de tror på deres eget koncept, og at de nok skal klare sig:

»Når jeg tænker tilbage på min ungdom som konsulent i Dansk Dagligvarehandel, kan jeg huske, at vi gik på gaden, når vi skulle finde ud af, om der var et marked for et nyt supermarked. Så talte vi husene i området og regnede ud, om der var nok forbrugere til, at butikken kunne løbe rundt. Sådan er det ikke i dag. Der handler det om at blive repræsenteret de steder, hvor man ikke har en butik,« siger Bruno Christensen.

Det er bare ikke alle af Danmarks seks toneangivende discountsupermarkedskæder, der klarer sig lige godt. Krigen om kunderne efterlader nemlig flere aktører på markedet hårdt såret. Som nævnt bløder Fakta penge, og det samme gør den tyske konkurrent Aldi. Dansk Handelsblad skrev sidste år, at Aldi de seneste fem år har haft et samlet underskud på 946 millioner kroner. Fra den norske kæde, Kiwi, lød det sidste år, at man ville lukke 11 butikker, der ikke tjente penge, for i stedet at åbne 15 nye butikker.

Fuldstændig useriøst

Bedre gik det sidste år for Lidl, der ifølge Dansk Handelsblad sidste år kunne præsentere et overskud på lidt under 100 millioner i Danmark. I samme periode meddelte kæden, at de ville åbne 50-60 nye butikker de kommende år. Også Rema 1000 klarer sig godt, skrev TV 2 Business sidste år. Således kunne hver Rema-købmand i gennemsnit notere et overskud på 370.000 kr efter skat. Dansk Supermarked, der står bag Netto, fik ifølge Business en fortjeneste på 1,7 milliarder i 2015 og meddelte sidste år, at man vil udvide med 50 nye Netto-butikker i Danmark og udlandet.

»De kæder, der overlever udmattelseskrigen, er dem, der har flest penge i banken. De kan nemlig blive ved med at forny deres butikker, udvikle koncepter og åbne butikker. Når jeg nu nævner Fakta-kæden som mest sandsynlig til at lukke helt, er det, fordi Coop bløder penge. Det samme er ikke tilfældet hos Dansk Supermarked, og Netto er den mest indtjenende kæde,« siger Bruno Christensen.

I modsætning til Bruno Christensen mener Flemming Birch, at det er nonsens at tro, at nogen af de danske supermarkedskæder vil lukke inden for de næste år.

»Det er fuldstændig useriøst at tro, at én af kæderne vil være lukket i 2025. Der er måske byttet lidt rundt på antallet af butikker, men det er også det. Man skal tænke på, at der findes ekstremt tålmodige investorer bag de her kæder. Se bare på Aldi, der nærmest ikke har tjent penge i Danmark nogensinde. De har alle en investeringshorisont, der rækker langt længere,« siger Flemming Birch.