Da en 47-årige kvinde lørdag mødte op i Kvickly i Helsingør for at indløse sin lottokupon med danmarkshistoriens største gevinst, var hun uforberedt på, hvad der ventede hende. Det får nu kommunikationsrådgiver Jon Kiellberg til at efterlyse bedre rådgivning til fremtidige lottomillionærer.

Fredag aften meldte Danske Spil ud, at en endnu ukendt dansk mand eller kvinde havde vundet 315 millioner kroner i Eurojackpot. Lørdag mødte den heldige lottovinder op i den Kvickly i Helsingør, hvor hun havde købt kuponen. Dér blev hun mødt af Danske Spil og den ventende presse.

Læs også:

Selvom hun hverken stod frem med navn eller billede, oplyste hun flere private forhold om sig selv. Blandt andet, at hun har fem børn og for nylig var blevet fyret fra sin arbejds- og læreplads igennem mere end fire år.

Siden har mange i og omkring byen fundet frem til kvindens identitet. Det får PR-rådgiver Jon Kiellberg, der tidligere har været redaktør for kommunikationsmagasinet Kommunikatøren og kommunikationsrådgiver i Dansk Kommunikationsforening, til at ønske, at Danske Spil havde stillet en PR-rådgiver til rådighed for kvinden:

Læs også:

»Hun er for nem at genkende med de oplysninger, hun har givet. Der kunne det have været godt med en rådgiver på sidelinjen, der kunne have sagt, at det måske ikke var noget, der skulle frem. Hun skulle måske lige have haft en uge til at sunde sig. Man er jo garanteret helt oppe at køre af eufori, og man tænker sig måske ikke helt om. Det er kritisk,« siger Jon Kiellberg og fortsætter:

»Hvis hun ikke har fået besked, før Danske Spil offentliggjorde gevinsten, og hvor den var købt, så synes jeg, det er en forkert strategi. Man skulle have spurgt hende først. Det er god kutyme, helt generelt.«

Danske Spil vinder

Ifølge Jon Kiellberg har Danske Spil måske været for forblændet af den solstrålehistorie, kvindens fortælling viste sig at være.

Læs også:

»Det er en god historie. En mor, der er arbejdsløs og har fem børn, som vinder den helt store gevinst. Det er en solstrålehistorie på alle måder. Danske Spil rammer dermed lige præcis drømmen om: ’tænk hvis du vandt’,« siger han og tilføjer:

»Der er bondefangeri, vil jeg sige. Uanset om det er gode billeder eller en fantastisk historie, skulle de have spurgt hende først.«

Danske Spil har dog fået det ud af det, som de nok gerne ville, forklarer Jon Kiellberg. Nemlig at folk er begyndt at købe endnu flere lottokuponer i håbet om også at vinde den helt store gevinst.

»Det kan ikke passe bedre ind i fortællingen hos Danske Spil. Men man skal også passe på hendes fortælling og hendes fremtid.«

Kommunikationschef hos Danske Spil Thomas Rørsig er enig med Jon Kiellberg i, at det måske ikke har været det mest optimale forløb.

Læs også:

»Men problemet er bare, at hun havde talt med pressen, inden vi overhovedet kom i nærheden af hende og kunne have gjort noget,« siger Thomas Rørsig og slutter:

»Hele forløbet vender anderledes, end hvad der egentlig var planlagt. Stort set ingen lottovindere fortæller så meget, men hun er en meget ærlig kvinde. Så vi kunne ikke gøre noget, da hun havde sagt det. Nu forsøger vi at gøre det så godt for hende på alle mulige måder.«