Den fynske imam Muhammed Khaled Samha har vakt international opmærksomhed med sin prædiken om, at muslimer ikke skal acceptere en to-stats-løsning med »en bande jøder, der stammer fra aber og grise«. Og med de udtalelser er der ifølge en juridisk ekspert risiko for, at imamen fra Vollsmose får en racismesag på halsen.

»Så vidt jeg har forstået det, er der tale om et citat fra koranen og hadith, men hvis man gør ordene til sine egne i en kontekst, som kan forstås som forhånende og nedværdigende over for jøder, har man en sag. Og det mener jeg umiddelbart, at der kan være belæg for her,« siger Jacob Mchangama, der er jurist og direktør for tænketanken Justitia.

Muhammed Khaled Samha kommer med udtalelserne i forbindelse med en prædiken, og Jacob Mchangama forklarer, at man ikke bare kan slippe af sted med at sige hvad som helst på baggrund af, at ens udtalelser stammer fra muslimernes hellige bog, koranen.

»Imamen kommer også med nogle andre udtalelser, som kan forstås som en forherligelse eller opfordring til drab på jøder, og der har vi tidligere domme, som viser, at bare fordi man bruger korancitater, betyder det ikke, at man kan slippe af sted med hvad som helst,« siger den juridiske ekspert.

Muhammed Khaled Samha nøjes ikke kun med at kalde jøder for grise og aber, men fortsætter sin prædiken med at sige, at muslimer vil dræbe jøder en dag.

»Palæstina har været og vil altid være islams land. Det er islams land - et helligt og velsignet land. Det er stedet for den store kamp, hvor muslimerne vil bekæmpe jøderne. Træerne og stenene vil sige: Muslim, Allahs tjener, der er en jøde bag mig. Kom og dræb ham,« siger imamen ifølge The Times of Israel.

Det kan dog ikke tolkes som en direkte opfordring til vold mod eller drab på jøder, forklarer Jacob Mchangama. Derfor falder det ind under straffelovens paragraf 266 b, der også kaldes racismeparagraffen.

Imamens prædiken blev allerede lagt ud på internettet 19. september, men nu er den blevet offentliggjort af den israelske avis The Times of Israel.