Drop alkohol til julefrokosten, og gør noget godt for integrationen.

Så enkelt lyder det fra den norske islamekspert, filosof og samfundsdebattør, Lars Gule.

Til den norske tv-station NRK fortæller han, at han mener, at man kan lette integrationen af folk fra andre kulturer ved at komme dem i møde. F.eks. ved ikke at servere alkohol.

»Det norske alkoholforbrug er langt fra normalt i mange andre lande, og det gælder ikke bare muslimske lande,« siger han og uddyber:

»Madvaner og skikke omkring det at drikke alkohol kan skabe barrierer. Mange vil ikke engang sætte foden i en bar, fordi det er et sted, hvor der serveres alkohol.«

En udstrakt hånd vil få folk med

I stedet mener Lars Gule, at man gør klogt i at invitere til alkoholfrie fester, da personer, som ikke drikker, i så fald ikke vil kunne føle sig pressede til at deltage i noget, der strider mod deres traditioner eller overbevisninger.

»Måske burde man overveje et alkoholfrit julebord eller en alkoholfri 'fredagsøl', og drikke kaffe, sodavand eller bare spise lidt i stedet for altid at skulle drikke,« siger han til NRK.

Ifølge ham kan det nemlig være med til at give selv samme folk lyst til at deltage i andre arrangementer senere hen, som de ellers ikke ville have haft interesse i, siger han.

Det norske Inkluderings- og mangfoldsdirektoratet oplyser, at norske kommuner skal forvente at modtage 18.000 flygtninge i løbet af næste år.