- Man kan ikke splitte trillinger ad. De skal være sammen. Sådan lød det torsdag fortvivlet fra Heidi Rasmussen, da Kalundborg Kommune ikke alene besluttede, at hendes 19 måneder gamle trillinger Ida, Magnus og Tobias skulle tvangsfjernes, men at de skulle placeres i hver deres plejefamilie.
Heidi Rasmussen havde først og fremmest håbet på at få lov at beholde børnene, men kunne det ikke lade sig gøre, ønskede hun for børnene, at de blev placeret samlet af hensyn til deres tætte bånd indbyrdes.
Som formand for trillingeforældreklubben finder Ann-Mette Storm det som udgangspunkt også voldsomt, at kommunen beslutter, at trillingerne skal skilles.
- Ingen tvivl om, at sådanne børn er så tæt knyttet, som de overhovedet kan blive. Og Heidis børn har jo haft en lidt omtumlet tilværelse, så hvis de også skiller dem ad i tre plejefamilier er det katastrofalt, siger Ann-Mette Storm om situationen.
Serviceloven § 68 b stk. 3 anbefaler da også, at søskende så vidt muligt placeres sammen, hvis det er nødvendigt at anbringe dem uden for hjemmet. Men netop trillingernes særlige situation i denne sag, kan være grunden til, at Kalundborg Kommune alligevel placerer de tre børn i hver deres familie. Det forklarer Helle Antczak, der er lektor ved Institut for Socialt Arbejde på PH Metropol i København.
- Som udgangspunkt skal man ifølge serviceloven forsøge at anbringe søskende sammen. Når det er sagt, kan der være særlige støttebehov hos børnene, som betyder, at det ikke er muligt. Man vil altid forsøge at vælge den bedst mulige løsning for det enkelte barn, forklarer hun. Det kan være nødvendigt at skille søskende, hvis et barn eksempelvis har en særlig diagnose, eller hvis der er belastende forhold internt mellem børnene. Kalundborg Kommune har beskrevet Ida, Magnus og Tobias som 6-7 måneder bagud i forhold til deres alder. Derfor har de også brug for særlig støtte, vurderer kommunen, som altså har besluttet at placere de tre børn i forskellige plejefamilier.
Ifølge Helle Antczack har kommunen også været på en svær opgave. Helt generelt er det nemlig en vanskelig situation, når tre jævnaldrende små søskende skal placeres.
- At finde en familie, som kan løfte opgaven med at tage tre så små børn med særlige behov er formentlig umuligt, siger hun. Derfor kan der være god fornuft i at skille børnene ad, forklarer hun.
- Alternativet ville være at anbringe børnene på en døgninstitution, men det gør man kun meget sjældent, når der er tale om så små børn, fordi vi ved, at det er bedre for børnene at bo hos familier end på en institution.
