Den 35-årige kontanthjælpsmodtager og enlige mor til tre Mette Hansen, der blev landskendt som i TV2-programmet ‘Velkommen til virkeligheden’, begyndte i job 2. obtober. Ti dage efter var hun igen uden arbejde.

Arbejdet mistede hun, da hun undlod at møde op - angiveligt på grund af problemer med hænderne.

Men Historien om Mette Hansen er ikke unik. Det er nemlig ikke unormalt, at personer, der har været på kontanthjælp i lang tid, har mere end svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet igen. Det mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post.

- Det er meget menneskeligt, at hun ikke fra den ene dag til den anden magter at varetage et rengøringsjob, siger hun.

- Det kan være svært at skifte en tilværelse som kontanthjælpsmodtager ud med en hverdag, hvor man skal møde på arbejde, og hvor der bliver forventet noget af en i mange timer, siger Bettina Post.





Frygter succes

Hun mener, at nogle kontanthjælpsmodtagere ubevidst modarbejder en ny tilværelse, hvor man er en del af arbejdsmarkedet.

Ifølge socialrådgiver-formanden er der tale om, at kontanthjælpsmodtagere, der kommer i job, skal skifte identitet, hvilket kan være mere vanskeligt.

- Hos nogle er der en frygt for succes. Så finder man barrierer for, at det rent faktisk kan lykkes. Det er velkendt, at det kan være rigtig svært at skifte identitet og især for dem, der måske ikke er så psykisk stærke, siger Bettina Post.