Forældrene og børnene, der medvirker i TV2s populære tv-dokumentar Årgang 0, har mulighed for at sige fra, hvis kameraet kommer for tæt på.

Det er sket i flere tilfælde. Og i og med, at børnene Christian, Emma, Stephanie og Rachel nu er nået teenage-alderen, vil det ske langt oftere. Det mener Kuno Sørensen, der er børnepsykolog i Red Barnet.

LÆS OGSÅ:

»Ja, det gør det, fordi privatliv, og hvordan man opfatter sig selv og bliver opfattet af andre, bliver mere markant i teenageårene. Der stiller man nogle helt andre krav til sit udseende, og hvordan man præsenterer sig. Så når det bliver afsløret, at man i virkeligheden ikke er perfekt, vil det få nogle til at føle, at nu går det ud over deres privatsfære på en måde, som de ikke har givet udtryk for tidligere«, siger Kuno Sørensen.

Hos Christians familie i Århus er der faste linjer for, hvor meget der må filmes.

- Det skal være sjovt for børnene at være med. Derfor er der meget klare linjer for det herhjemme, lyder det i en afgørende tone fra Tina Elhauge, der er mor til Christian.

LÆS OGSÅ:

På nær Christians familie er de fire familier blevet filmet, siden de ventede deres ’Årgang 0’-barn. Men selv om børnene er vokset op med at have et kamera i nakken, så bliver det ikke altid modtaget lige positivt, når kameraholdet skal til Slagelse og besøge Stephanie og hendes familie.

»Der er nogle gange, hvor jeg har sagt til hende, at nu skal du også huske, at de kommer den og den dag. Der kan hun godt lige rulle med øjnene et øjeblik. Men når de så er her og går i gang med optagelserne, falder det hende meget naturligt. Hvilket kan være godt og skidt. For hun er den samme både på og uden for kameraet«, fortæller Christian van der Watt, far til Stephanie.

LÆS OGSÅ:

Det er produktionsselskabet Eye-works, der i alle årene har fulgt de fire børn. Her er der krystalklare grænser for, hvor tæt på deltagerne kameraet går. Også når familierne siger nej til at blive filmet.

»Vi kan ikke filme noget uden deres accept. Men vi har jo den fordel, at fordi vi filmer over et helt år, kan vi, når året er ved at være gået, vende tilbage, og så kan det jo være, at problemet har løst sig, og man så bedre er i stand til at fortælle om det,« siger Anne Hjort, der er og har været tilrettelægger af programmet siden begyndelsen.