Faderhuset er selv skyld i den massive kritik, som er blevet rejst mod organisationen, mener ekspert, der betegner den nye video 'Undskyld Ruth' som et reklamestunt.

I Faderhusets nye video, der er lagt på YouTube, beklager trossamfundet sig over den massive kritik, som tidligere er blevet rejst mod bevægelsen. Blandt andet anklages medierne for at have begået karaktermord på Ruth Evensen ligesom Faderhuset også beklager sig over at være blevet kaldt en sekt.

Men den kritik er helt forfejlet, mener psykiater Henrik Day Poulsen, der tidligere har skrevet en bog om fanatisk religion og som har fuldt Faderhuset i medierne.

- De har selv bedt om alt den medieopmærksomhed, og så er det mærkeligt pludselig at komme og sige, at der bliver brugt nogle grimme ord om én, siger Henrik Day Poulsen, der mener, at Faderhuset godt kan betegnes som en sekt.

- Fra en psykologisk synsvinkel er der ikke noget i vejen for at kalde det en sekt. Jeg bruger ordet sekt om organisationer, som samler et meget lille antal, og som har nogle synspunkter, som er meget anderledes end flertallet i den givne kultur har, siger han og tilføjer, at der dog ikke er en egentlig definition på, hvor når man kan kalde noget for en sekt - og at ordet også kan brugs om f.eks. politiske organisationer.

Ifølge religionsforsker Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet bruges betegnelsen dog typisk ikke om anerkendte trossamfund. Faderhuset blev netop for et par år siden anerkendt som trossamfund,  men alligevel skiller Ruth Evensen og Faderhuset sig ud.

- Faderhuset er meget specielt. De ligner ikke så meget andet vi har . Det er en gruppe, der har en meget intens opbygning omkring en leder. De har haft en meget konfrontorisk stil, så de er specielle i forhold til, at mainstream i Danmark er at være folkekirke-kristen, forklarer Marie Vejrup Nielsen..

Både religionsforskeren og psykiateren mener, at faderhusets nye video er en aggressiv form for modsvar.

- Sådan nogle grupper bliver meget vrede, hvis de for eksempel bliver kaldt en sekt. Men det er ikke typisk, at man har så professionel en mediestrategi. Det er typisk at trække følehornene til sig. Der er Faderhuset anderledes udfarende, siger Marie Vejrup Nielsen.

Henrik Day Paulsen er ikke i tvivl om, at den nye halvanden time lange video, hvor Ruth Evans og resten af interviewpersoner er iklædt meget nydeligt tøj og har fået ordnet hår og Make-up, skal ses som et reklamestunt. Han er dog ikke sikker på, at videoen kommer til at virke efter hensigten.

- Jeg tror egentlig, at de har spildt deres penge på at lave sådan en video. Hvis noget skal fange en i halvanden time i fjernsynet, så skal det være en god film eller en spændende kritisk dokumentar, siger psykiateren. 

Se videoen 'Undskyld Ruth' HER