Godt hver fjerde barn med autisme magter ikke at gå i skole i perioder. Det kan have alvorlige konsekvenser.

København. Forældre til børn med autisme og adhd oplever i stigende grad, at deres børn ikke magter skolen. Det skriver Information.

Direktør for ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen fortæller, at problemet med skolevægring var sjældent for fem år siden.

- De seneste år har det været et voksende problem, at de her sager om skolevægring løber helt af sporet. Hvis et barn har mere end tre ugers fravær, så skal skolen tilbyde barnet anden undervisning, men det har jeg sjældent hørt om, at børnene har fået, siger Camilla Louise Lydiksen til avisen.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal mener, at der er mange forskellige årsager til skolefravær.

Han påpeger, at problemet for op mod halvdelen af skolerne er, at de selv står med regningen, hvis et barn skal henvises til specialskole.

- Hvis en skole får to børn med diagnoser, som har behov for specialtilbud, så kan det vælte økonomien, men vi skal jo have råd til det. Problemet er bare, at timeprisen per elev i skolen er faldet de sidste ti år, og det går ud over alle - også børn med særlige behov, siger Claus Hjortdal til Information.

Omfanget af skolevægring er ukendt, men Landsforeningen Autismes årlige undersøgelser viser, at to ud af tre forældre har oplevet, at barnet nægter at gå i skole.

Og antallet af forældre, hvor barnet ikke kommer i skole i flere uger, måneder og år er stigende: 28 procent i 2017 mod 22 procent i 2016.

Formand for Landsforeningen Autisme Heidi Thamestrup peger på to grunde til, at børn med autisme i stigende grad ikke trives.

- Klasserne i folkeskolen er alt for store for børn med autisme. Der er simpelthen ikke lærere nok til at sikre den her tætte relation, som børn, der ikke selv har de her sociale evner, har brug for, siger hun til Ritzau.

- Man er nødt til at erkende, at autisme er et gennemgribende meget alvorligt handicap. Man er simpelthen nødt til at se på, om det overhovedet giver mening at inkludere alle de her børn, siger hun.

Heidi Thamestrup fortæller, at det kan have meget alvorlige konsekvenser for barnet, når det ikke magter skolen.

- Det vi hører, som typisk er fra deres forældre, er, at de får nogle psykiske overbygninger til deres handicap, altså til autismen. Det kan være, at de får voldsomt angst. Det kan være, at de tisser i bukserne.

- At de sådan fysisk mærker, at de virkelig har det dårligt, siger hun.

/ritzau/