Skønhedsdronningen Heidi Sommer har atter fået rettens ord for, at hendes tidligere mand, Jens Dinesen, skal betale millioner tilbage til hende i parrets bitre skilsmissestrid, der har varet siden 1998.

Endnu et kapital i den 18 år lange strid mellem skønhedsdronningen Heidi Sommer og hendes eksmand Jens Dinesen er blevet afsluttet. Jens Dinesen slipper nemlig ikke for at betale de mange millioner kroner tilbage til sin ekskone, som landsretten dømte ham til i 2015. Det har Højesteret afgjort tirsdag.

Det betyder, at Jens Dinesen må til lommerne og betale 6,7 millioner kroner plus process-renter tilbage fra 3. Juli 2006 til sin tidligere hustru, som han har kæmpet en indædt kamp mod siden 1998. Dinesen kan dog glæde sig over, at han slipper lidt billigere end efter landsrettens kendelse, da Højesteret har nedsat det beløb, som skal tilbagebetales med 600.000 kroner.

Det endelig beløb er ikke opgjort i dommen, men ifølge Berlingske Business var det endelig beløb med processrenter efter Landsrettens dom på næsten13 millioner kroner. Heidi Sommer havde krævet et endnu højere beløb af sin tidligere ægtemand, men det fik hun ikke medhold i af hverken landsretten eller Højesteret.

Heidi Sommer og Jens Dinesen blev gift i 1990. Parret levede et opsigtsvækkende liv i de første syv år af deres ægteskab. Det var dengang, hvor Jens Dinesen havde tjent en del penge på at opfinde et apparat til måling af vandindhold i korn, mens Heidi Sommer var godt i gang med at opbygge sin kæde af skønhedsskoler, som siden har gjort hende velhavende og Danmarksberømt.

Dinesen og Sommer boede først på Asbølholm Slot ved Kolding. Derefter erhvervede de sig først Rosenskjold Slot på Vestfyn i 1992, som de selv byggede og sammen boede på, ligesom de i 1994 også købte  Bjørnemose Gods på Sydfyn.

Men så faldt det lykkelige ægteskab fra hinanden. I stedet endte parterne i en bitter strid.

Og det er især Bjørnemose Gods, der har været det store stridsmål i kampen om millionerne og bodelingen mellem de to tidligere ægtefæller. Parret har nemlig langt fra været enige om, hvorvidt en bodeling var sket mellem dem. Mens Heidi Sommer og hendes mangeårige samlever Ole Abildgaard mente, at den var sket for længst, så påstår Jens Dinesen, at han stadig ejer halvdelen af aktiverne i det tidligere fællesbo.

Et utal af retssager har parret været igennem for at finde frem til, hvordan deres tidligere værdier skulle deles.

I 2015 blev Jens Dinesen dømt af landsretten til at betale næsten 13 millioner kroner tilbage til sin tidligere hustru for at have brugt Bjørnemose Gods ulovligt i en længere periode. Jens Dinesen mente nemlig, at godset var hans. I 1998 solgte han derfor godset til et nyt selskab, PBH 26.609, hvorefter han drev selskabet som sin egen ejendom.

Men det salg var ikke lovligt, fastslog Højesteret helt tilbage i 2006, hvorefter ejendommen blev tilbageskødet til det oprindelige selskab og Heidi Sommer.

Siden anlagde Bjørnemose Aps, der ejes af Heidi Sommer, en sag mod Jens Dinesen for at få erstatning for det økonomiske tab, som godset havde lidt i den periode, hvor Dinesen havde taget det i sin varetægt.

Godsejer Jens Dinesen ses her i år 2000 med sin nye hollandske kæreste, Stephanie Halenbek.
Godsejer Jens Dinesen ses her i år 2000 med sin nye hollandske kæreste, Stephanie Halenbek. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Den sag trak i langdrag, da man havde problemer med at forkynde sagen for Jens Dinesen, der rejste ud af Danmark i 2003. Siden har han opholdt sig i Frankrig, Spanien og senest i Monaco, hvor hans nuværende hustru arbejder.

»Heidi indbragte Jens Dinesen for landsretten i 2006. Siden da er sagen trukket i langdrag. Først tog det os tre-fire år at få sagen forkyndt over for Dinesen. Dernæst har syn og skøn trukket sagen ud,« fortalte Heidi Sommers mangeårige samlever Ole Abildgaard til Berlingske Business i 2015.

Men det lykkedes altså at forkynde sagen for Jens Dinesen, og landsretten nåede frem til, at Jens Dinesen skal betale Heidi Sommer en tocifret millionerstatning. Blandt andet har Jens Dinesen optaget et realkreditlån i godset, som han er dømt til at tilbagebetale.

Højesteret stadfæstede tirsdag landsrettens dom, men nedsatte dog beløbet, som Jens Dinesen skal tilbagebetale, da man ikke mener, at Heidi Sommer har mistet så meget i forpagtningsindtægt, som landsretten vurderede.Desuden fik Jens Dinesen medhold i både landretten og Højesteret i, at de forbederinger han havde lavet på godset i den tid, han uretmæssigt ejede det, skulle modregnes i de beløb, som Heidi Sommer oprindeligt krævede.

Heidi Sommer er glad for, at striden om godset har fået en ende. Hun er dog ikke helt overbevist om, hvorvidt hun reelt nogensinde får de millioner, som hendes tidligere ægtemand skylder hende:

»Om jeg får pengene, det er jo så en helt anden sag,« lyder det fra Heidi Sommer, der dog satser på, at hendes advokat – topadvokaten Karoly Németh – også klarer den sag for hende.

Karoly Németh er kendt for at være advokat i sager om skilsmisser og godser. I 2013 var han blandt andet advokat for Christian Kjær i en ligeledes meget opsigtsvækkende skilsmissestrid mellem rigmanden og hans tidligere hustru Janni Spies.

BT har forsøgt at indhente en kommentar til dommen fra Jens Dinesen gennem hans advokat Niels Wive Kjærgaard. Niels Wive Kjærgaard oplyser at Jens Dinesen ingen kommentarer har til sagen.