Fredag aften er der styr på de to brande, der tidligere på dagen brød ud i Randers. Dels gik der ild i en lagerhal i et industriområde. Dels var der ild i Assentoft Kro, skriver Østjyllands Politi på Twitter. Klik her og se mere tv på localeyes.dk.

»Begge brande er under kontrol, der foregår efterslukning begge steder i flere timer endnu, men alle vejafspærringer er fjernet,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Ørum ved 18-tiden og tilføjer at intet tyder på en sammenhæng mellem de to brande, eller at de var påsat.

»Branden var overtændt. Den spredte sig ekstremt hurtigt til hele bygningen,« siger B.T.s medarbejder i Randers og rapporterer om seks-otte brandkøretøjer og 15-20 brandfolk ved branden i industriområdet.

Der er tale om affaldssorteringsfirmaet Dansortering på Ørneborgvej i det sydøstlige Randers. Ingen personer er kommet til skade, men brandfolkene havde så store problemer med at slukke branden, at de måtte tilkalde hjælp.

»Vi har været udfordret af, at strålevarmen har været så høj, at der har været selvantændelse flere steder derude. Vi er ved at have branden under kontrol nu og har en meget lang efterslukningsopgave foran os. Så der har vi fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen i Herning,« siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, Beredskab og Sikkerhed i Randers, Favrskov og Djursland.

Kasper Sønderdahl fortæller, at der var gået ild i noget plastaffald på stedet, men at man på nuværende tidspunkt ikke ved, hvordan branden er opstået. Det er noget, som politiet skal efterforske.

Foto: Alarm112midtjylland.dk
Vis mere

Politiet vurderede ved middagstid, at der ikke var grund til at udsende en varsling om den røg, der var i området, selvom man ifølge Kasper Sønderdahl kunne se røgsøjlen helt fra Ebeltoft, som ligger omkring 50 kilometer fra branden.

»Røgen er steget så højt til vejrs, så det har ikke været nødvendigt. Det er selvfølgelig ikke noget, man skal bruge unødigt. Der skal være en konkret fare, før vi gør det. Og i dette tilfælde har man lavet den vurdering, at det ikke har været nødvendigt,« siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl.