Nu reagerer rektoren fra Ørestad Gymnasium, efter at en klasse derfra blev overfaldet med æg på den traditionsrige tur med studentervognen.

Det skulle have været fest og farver som afslutningen på tre års hårdt arbejde, men for studenterne fra en klasse på Ørestad Gymnasium blev fest og farver for en stund afløst af skrig og gråd.

Netop som studenterne kom ned efter at have besøgt en af klassekammeraterne i Hørgården på Brydes Allé på Amager, blev studentervognen omringet af en gruppe unge. De havde medbragt æg og vandballoner med sæbe, der var blevet overhældt med madolie, som blev kastet mod studenterne.

Har du oplevet noget lignende? Så skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores Facebook-side.

Lørdag stod eleven Mohamed El Ar Bagi frem i Ekstra Bladet og fortalte, at det var ‘en tradition i området’, og at han i virkeligheden var målet for de æggekastende unge, der imidlertid også fik ram på de øvrige studenter.

Alt i alt kaldte han dog oplevelsen for ‘sjov’ og noget, han ville huske tilbage på med et grin.

Det lader imidlertid ikke til at være den samme reaktion hos Ørestads Gymnasiums rektor, Allan Kjær Andersen, der sent lørdag aften gik i rette med ballademagerne på Facebook.

»To studentervogne fra Ørestad Gymnasium blev i går angrebet med mel, æg og olie af en gruppe unge. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men studenterne oplevede det som stærkt ubehageligt,« skriver han.

Han skriver samtidig, at han ikke håber, at man fremover skal undgå bestemte områder på turen med studentervognene.

»Hvad hensigten end har været, tager jeg skarpt afstand fra sådanne metoder. Det er en gammel og festlig tradition, at studenterne kører rundt og besøger forældrene og fører sig frem med larm i gaden. Det skulle ikke gerne udvikle sig til, at der er kvarterer i København, hvor studenterne ikke tør komme i af frygt for at blive angrebet og udsat for ubehageligheder,« skriver Allan Kjær Andersen.

Flere af klassens elever har efterfølgende fortalt, at de heller ikke just fangede det sjove i situationen.

»Det var vildt ulækkert at mærke, hvordan æg og mel drev ned af mit hoved og min ryg. Jeg var helt gennemblødt bagefter, og det stank frygteligt,« sagde Stina Marie Carlsen lørdag til BT.

»Jeg måtte gå i bad tre gange på resten af turen, fordi jeg ikke kunne få lugten af æg og olie væk. Samtidig blev jeg ved med at finde æggeskaller i håret. Min mor måtte komme med skiftetøj til mig,« sagde hun.

Københavns Politi kaldte lørdag episoden for ‘noget svineri’ og for ‘komplet uacceptabelt’ og har efterfølgende sat ekstra betjente ind for at patruljere i området.