Bestyrelse og boligselskab diskuterede i fem timer

Det handlede egentlig bare om et enkelt juletræ. Men de måtte igennem en maratondebat over fem timer, før de nåede en form for enighed.

Før ved midnatstid forlod formanden for boligselskabet 3B, Steffen Morild, ejendomskontoret i Egedalsvænge. Han havde selv bedt den uenige afdelingsbestyrelse om at troppe op til mødet.

- Vi har haft en lang, men god debat. Det vigtigste for mig har været, at vi fik beboerdemokratiet tilbage i den lokale afdelingsbestyrelse, hvor det hører hjemme. Og det har vi fået nu, sagde Morrild umiddelbart efter mødet.

Han afviste, at mødet skulle tage stilling til, om det famøse juletræ skulle opsættes i bebyggelsen.

Adspurgt om, hvad der så var det konkrete udbytte af aftenens meget lange debat, sagde han:

- Jamen, vi har ikke skullet træffe beslutninger om juletræet i aften. Vi har først og fremmest haft skullet få det lokale beboerdemokrati til at fungere igen. Det mener jeg er lykkedes. Der er bragt en masse faktorer ind i diskussionen i medierne. Det vigtigste for mig, er det her kommer til at handle om det egentlige. At beboerdemokratiet fungerer. Der bliver afholdt et møde for alle beboere den 28. november. Her skal det drøftes om der skal ske ændringer i bestyrelsen. Og her vil der blive truffet en beslutning om juletræet. Det er mit indtryk, at et flertal af beboerne ønsker dette juletræ, siger Morrild.

Hvordan skal juletræet i så fald finansieres?

- Der er næsten 7.000 lejemål herude. Det skal nok blive muligt.

Umiddelbart inden formanden trådte ud i vinterkulden forlod bestyrelsesmedlemmerne, bl.a. formanden Kirsten Leegaard Hansen, der kæmper for at holde juletraditionen i hævd og hendes modstandere Sevket Uslu og Ismail Sahan, bygningen af en tilsyneladende hemmelig udgang. Næsten som i en Dan Brown-roman.

Det var altså kun 3B-formanden, der var tilgængelig for kommentarer, onsdag nat. Han medgav at det havde et meget langvarigt møde. Ifølge en tilstedeværende så mødedeltagerne til sidst temmelig smadrede ud.

- Det er bare 14 dage siden, jeg sidst deltog i et så langt møde. Men jeg indrømmer, at det blevet noget hedt til sidst. Det er meget lille lokale, siger han.

Mens de stridende parter forsøgte at nå til enighed indenfor i ejendomskontoret udfoldede der sig en noget speciel kulisse udenfor i den bidende novemberkulde. En broget skare af journalister, politi, civilklædte, vagter, medlemmer af Fredensborg fædregruppe og en lille snes unge mænd cirkulerede rundt i mørket i samfulde fem timer.

Kun afbrudt af en enkelt kattemor, der fodrer de 20-25 vildkatte, der holder til i området. Og som en gruppe i bebyggelsen passer, fordi de holder området fri for mus og rotter.