Efter et hårdt og dramatisk døgn med bortførelse og flugt fra politiet er Thomas og hans søn Oliver nu gået under jorden i Danmark.

Den 5-årige Oliver har gennemlevet en hel del dramatiske timer det seneste døgn. Blandt andet valgte hans far, Thomas Sørensen, med magt at tage ham med hjem til Danmark uden moren, Marion Weilharters, samtykke. Det skete efter en årelang splid om familiemyndigheden med Olivers mor og myndighederne. Og en af Thomas Sørensens talsmænd, Søren Ellegaard fra Borgersagen, indrømmer da også, at bortførelsen ikke har været behageligt for Oliver.

LÆS OGSÅ: 


- Det har ikke været hensigtsmæssigt på nogen måde. Det var det sidste middel, der måtte komme i brug.

En anden af Thomas Sørensens talsmænd, Janus Bang mener derfor, at det er meget lykkeligt, at far og søn nu kan slappe af og hygge sig sammen i Danmark.

- Oliver var meget glad for at se sin far. De har et utrolig tæt forhold trods den seneste turbulente tid. Hver gang Thomas har besøgt Oliver, har han spurgt Thomas, om ikke snart de skulle hjem, siger han.

- Oliver og Thomas var også glade for endelig at kunne tale danske med hinanden igen. Thomas måtte kun snakke tysk med Oliver under de korte besøg i Østrig, siger Janus Bang.

Lige nu arbejder Janus Bang på højtryk for at få en afklaring på tvisten om forældremyndigheden. Han har haft intensiv kontakt med Ankestyrelsens Familieretsafdeling, der er i gang med at behandle sagen.

- Vi er selvfølgelig i kontakt med myndighederne i dag. Men det går ikke så stærkt, som vi gerne vil have. Mon ikke der er nogle, der får travlt her op til påske, spøger han.

Men ville sagen ikke kunne afklares bedst, hvis Thomas valgte at stå frem, melde sig til politiet og lade sagen gå sin gang?

- På et tidspunkt skal vi vurdere, om Thomas skal stå frem til politiet. Men lige nu venter vi på Ankestyrelsens Familieretsafdelings afgørelse. Så må vi efterhånden vurdere, om Thomas skal melde sig, siger Janus Bang.