Som BT i dag kan fortælle har der ikke været megen hjælp at hente hos Herning Kommune for det hårdt ramte sexoffer Desirée Klein på 19 år.

Hun blev i 2011 truet med en kniv, tvunget til oralsex og forsøgt voldtaget af den 18-årige Ahmed Omar Mohamed, der også stod bag den uhyggelige voldtægt af en 10-årig pige i et buskads i Herning-forstaden Gullestrup.

I dagens BT står hun frem og fortæller, hvordan hendes liv er blevet ødelagt og, hvordan hun mere end 25 gange forgæves har forsøgt at få hjælp hos Herning Kommune.

- Beskeden fra kommunen er, at jeg ikke kan få hjælp. De siger, jeg selv må prøve at komme videre med mit liv, fortæller Desirée, som i dag er forgældet bl.a. pga. psykologregninger. Hun har derudover droppet ud af flere uddannelser lever i dag på kontanthjælp.

Pigens beretninger får nu Hernings borgmester, venstremanden Lars Krarup, til at reagere.

- Som jeg har forstået det, så mener hun ikke, at hun har fået tilstrækkelig hjælp. Så vi er selvfølgelig ved at granske, hvor der er registreret noget om henvendelser fra hende. Jeg tolker den artikel, og det at hun vælger at stå frem, som et nødråb fra et offer. Derfor er vores primære fokus selvfølgelig at få etableret kontakt til personen, sådan at vi kan gøre alt, hvad vi kan for at den pågældende kommer på ret køl.

Hvorfor skal der en artikel til, før I tager den kontakt?
- Der skal heller ikke en artikel til. Nu siger jeg bare, at jeg tolker det som et råb om hjælp, og sådan nogle råb, hvad enten det er i en artikel eller ej, dem tager vi os af. Så vi er nu ved at etablere kontakt til pågældende. Det handler om at få hende hjulpet og støttet.

Gør det ikke indtryk på dig, at hun har kontaktet jer mere end 25 gange, og at hun føler hun ingen hjælp har fået?
- Det med, hvor mange gange hun har henvendt sig her hos os, det kan jeg af gode grunde ikke sige noget kvalificeret om. Men helt generelt gør sådan en sag naturligvis stort indtryk på mig.

Har I i Herning Kommune været gode nok til at hjælpe den her pige?
- Det kan jeg ikke sige noget kvalificeret om, ud over at vi i Herning Kommune arbejder samvittighedsfuldt og grundigt med sagerne.  

Andre læser også