Bagermestrene i Aarhus har bagt næsten 5000 stykker kransekage op til indvielsen af letbanen i Aarhus. Den stort anlagte åbning af letbanen, der skulle have fundet sted i dag, lørdag, er dog aflyst, efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i går meddelte, at man af sikkerhedsgrunde ikke kan godkende indvielsesturen.

Det betyder, at bagermestrene står med mellem 4000-5000 stykker kransekage og 1500 boller til børnene, som skulle have været spist i forbindelse med festlighederne. Bagerne har været i gang i dagevis med at bage, og de havde set frem til at uddele gratis kaffe og kage, fortæller Henning Elgaard Andersen, der er oldermand i Aarhus og Omegns Bagerlaug og indehaveren af Guldbageren i Hørning.

»Det var selvfølgelig lidt af et chok at finde ud af, at arrangementet var aflyst. Men vi har heldigvis fået vores betaling, så på den måde er det ikke nogen katastrofe som sådan,« siger Henning Elgaard Andersen.

Gæster får serveret nogle af de næsten 5000 stykker kransekage, som bagermestrene i Aarhus har bagt op til indvielsen af letbanen i Aarhus, lørdag den 23 september. Fredag aften blev det meddelt, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen af sikkerhedsgrunde ikke kan godkende indvielsesturen.
Gæster får serveret nogle af de næsten 5000 stykker kransekage, som bagermestrene i Aarhus har bagt op til indvielsen af letbanen i Aarhus, lørdag den 23 september. Fredag aften blev det meddelt, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen af sikkerhedsgrunde ikke kan godkende indvielsesturen. Foto: flemming krogh
Vis mere

I stedet for at smide de mange stykker kage og boller ud, har bagerne valgt at dele dem gratis ud på Dokk 1 i Aarhus i dag kl. 12.00.  Allerede kl. 11.00, da BT var i kontakt med Henning Elgaard Andersen over telefonen, var folk begyndt ’at strømme til’.

»Det skal jo nok blive festligt alligevel, selvom letbanen nu ikke kører. Det bliver nok spist i løbet af en to-tre timer,« spår bagermesteren.

Allerede lørdag formiddag var folk kommet ned på havnen i Aarhus for at spise de kransekager og boller, der var kommet i overskud.
Allerede lørdag formiddag var folk kommet ned på havnen i Aarhus for at spise de kransekager og boller, der var kommet i overskud. Foto: flemming krogh
Vis mere