Efter 14 år er musikmagasinet Soundvenue udkommet for sidste gang som magasin på tryk. Fremover vil Soundvenue A/S udelukkende koncentrere sig om at den digitale satsning, herunder hjemmesiden soundvenue.com.

»Soundvenue startede som et digitalt medie, og selv om printmagasinet i mange år har haft en stor plads i vores hjerte, foretrækker vi at kanalisere alle ressourcer mod videreudvikling af vores digitale produkter. Det er her, vores forretning ligger. Vi befinder os i en rivende udvikling, hvor fokus er altafgørende,« udtaler administrerende direktør Lasse Kyed til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at det trykte magasin igennem flere år har givet underskud, men blev holdt i live i håbet om, at udviklingen ville vende. Det er ikke sket, og det tager ledelsen nu konsekvensen af.

»Det føles meget naturligt, og det er jo heller ikke sket fra den ene dag til den anden. Det er ikke sket af nød. Det er et tilvalg fra vores side, at vi gerne vil fokusere vores kræfter hundrede procent på de digitale udfoldelsesmuligheder, så jeg er totalt afklaret med det,« siger Lasse Kyed.

Soundvenue beskæftiger sig også med film, tv og mode. Målgruppen er de 18 til 35-årige.