Tidligere på julemåneden blev fem tilbageværende mønttelefoner i Jylland taget ud af drift. Snart følger selve telefonboksene, og dermed lakker et stykke Danmarkshistorie mod enden.

En gang var de næsten på hvert et gadehjørne, men i de sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem dem, og nu er de snart helt væk.

Ligesom med posthuse og pølsevogne er antallet af telefonbokse faldet drastisk siden årtusindskiftet, i takt med at mobiltelefoner og senere smartphones har fundet vej til næsten enhver bukselomme og taske. I 2007 var der 3.000 telefonbokse i Danmark, i 2013 var der kun 161 tilbage.

For nylig blev fem tilbageværende mønttelefoner i Aarhus, Vejle og Randers pillet ud af drift, og senere bliver også selve telefonboksene fjernet fra gadebilledet. Dermed er en 120 års æra i Danmarkshistorien forbi. Det fortæller Michael Hardrup, direktør og ejer af Danske Mønttelefoner, der i 2010 overtog driften af mønttelefonerne fra TDC.

»Den 13. december startede jeg dagen med at pille én telefonboks ned i Vejle, derefter tre i Aarhus og til sidst én i Randers. Dermed er det slut med telefonbokse i Danmark,« siger Michael Hardrup til BT.

Sådan ser det ud, når 120 års analog Danmarkshistorie må lade livet for den teknologiske udvikling.
Sådan ser det ud, når 120 års analog Danmarkshistorie må lade livet for den teknologiske udvikling. Foto: jves
Vis mere

Med udgangen af året er de sidste indendørs mønttelefoner i eksempelvis lufthavne og banegårde også væk, og dermed er det slut med offentlige mønttelefoner i Danmark.

»Måske er der en enkelt tankstation eller bodega, der har en mønttelefon, men det er i privat regi,« siger han.

Slutdato lå forude

Michael Hardrup købte mønttelefon-afdelingen ud af TDC ved udgangen af 2009. Dengang overtog han ca. 500 udendørs telefonbokse og ligeså mange, der stod indendørs.

»Jeg var leder af afdelingen, da jeg købte den af TDC, og jeg havde beskæftiget mig med betalingstelefoni i 15 år inden da, så jeg vidste godt, hvad jeg var oppe imod. Da jeg købte afdelingen, var vi syv mand, i dag er jeg alene. Businesscasen har hele tiden været, at der lå en slutdato forude,« siger Michael Hardrup.

»Vi har ikke på noget tidspunkt drømt om at tage kampen op mod mobiltelefonerne, så dumme var vi ikke,« uddyber han.

På Lille Torv ved Magasin i Aarhus stod en anden af de sidste fem mønttelefoner i Danmark. Telefonboksen er den klassiske fra 1987, designet af arkitekten Jan Utzon. De to første af Jan Utzons telefonbokse med gittertråd blev opstillet i Nykøbing Falster i sommeren 1988.
På Lille Torv ved Magasin i Aarhus stod en anden af de sidste fem mønttelefoner i Danmark. Telefonboksen er den klassiske fra 1987, designet af arkitekten Jan Utzon. De to første af Jan Utzons telefonbokse med gittertråd blev opstillet i Nykøbing Falster i sommeren 1988. Foto: jves
Vis mere

Gik hurtigere end ventet

Selvom Michael Hardrup i lang tid har set skriften på væggen, har han løbende kunnet holde sit firma kørende ved at skære i omkostningerne, men nu går den ikke længere. Ved årsskiftet lukker han sin virksomhed.

»Jeg vil godt indrømme, at det er gået hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg havde troet, at det måske kunne holde et-to år endnu, men udviklingen er bare gået stærkere, end jeg havde troet. Men det har været ni gode år, hvor jeg har kunnet leve af det,« siger Michael Hardrup.