De seneste års mange uheldige skattesager ser ud til at have fået et dyrt efterspil for skatteborgerne.

Skatteministeriet, herunder skiftende skatteministre, bliver nu kritiseret for på udspekuleret vis at have brugt massevis af skattekroner på statens højt respekterede kronjurister, Kammeradvokaten, for at tale sig ud af to af sidste års helt store skandalesager. Siden 2007 er Skatteministeriets udgifter til Kammeradvokaten steget fra 51 mio. kr. til 97 mio. kr. sidste år.

Og ifølge eksperter gemmer der sig bag tallene en tendens om, at Kammeradvokaten ikke bare bliver brugt til at føre skattesager og løse juridiske problemer, men også som en forsvarsadvokat, der skal lukke munden på kritikere i forbindelse med uheldige sager, der især ramte Skat sidste år.

- Kammeradvokaten bliver brugt mere og mere aktivt af Skatteministeriet og bliver i højere grad brugt som en forsvarsadvokat i stedet for alene at skulle løse juridiske problemstillinger. De foregående skatteministre – først Holger K. Nielsen (SF) og senere Jonas Dahl (SF) – har brugt Kammeradvokatens redegørelser til at sige, at Skat ikke havde gjort noget galt. På den måde er Kammeradvokaten rigtig nyttig for dem, ligesom Kammeradvokaten også er god til at lukke munden på de forskellige udvalg i Folketinget, fordi man bliver frikendt af statens ’kronjurister’, siger Henriette Kinnunen, skattejurist i Cepos.

Advokat, partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og medlem af Danske Skatteadvokaters bestyrelse Torben Bagge mener, at det er problematisk, at Skatteministeriet både betaler så mange penge – knap 100 mio. kr. i 2013 – til Kammeradvokaten og samtidig bruger dennes juridiske ekspertise som forsvar.

- Der tegner sig mere og mere et billede af, at Skat ikke kun bruger Kammeradvokaten til at føre sager for sig, men også til eksempelvis at frifinde sig selv i sager, hvor andre myndigheder rejser kritik, siger Torben Bagge og tilføjer:

- Henset til de meget betydelige beløb, Skatteministeriet i øvrigt betaler til Kammeradvokaten, forekommer det betænkeligt, at Skatteministeriet vælger at bruge netop Kammeradvokaten til at undersøge, om Skat har begået fejl. En sådan undersøgelse bør foretages af personer, der er fuldstændig uvildige i forhold til Skatteministeriet, hvilket jeg godt mener, man kan diskutere, hvorvidt man er, hvis man årligt tjener knap 100 mio. kr. for at udføre arbejde for Skatteministeriet.

Eksperterne fremhæver især Skatteministeriets brug af Kammeradvokaten i to sager: de omdiskuterede sager om Skats jagt på fortrolige teleoplysninger samt efterårets store skandalesag om Skats vindskæve ejendomsvurderinger.

Så meget betalte Skat

BT kan i dag fortælle, at Skatteministeriet betalte Kammeradvokaten 2.250.208 kr. i forbindelse med et responsum om ejendomsvurderinger, der højst overraskende frifandt Skat efter hård kritk fra Rigsrevisionen af Skats forvaltning af ejendomsvurderinger, mens ministeriet betalte 450.000 kroner i forbindelse med en juridisk vurdering, der blåstemplede Skats krav om at få teleselskabernes følsomme oplysninger om deres kunders mobilbrug.

Det viser aktindsigter fra Skatteministeriet til Cepos, som BT er i besiddelse af.

I begge sager vakte Kammeradvokatens frifindelse og blåstempling stor forundring.

- I efteråret studsede jeg over, at staten hyrede Kammeradvokaten for senere at nå frem til, at man ikke havde gjort noget galt i sagen om ejendomsvurderinger, hvor Rigsrevisionen ellers vurderede noget helt andet.

- Senere har vi fået en EU-afgørelse, der viser, at Kammeradvokaten i hvert fald ikke er ufejlbarlig, da Skats brug af teleoplysninger er i strid med EU-lovgivningen. Et punkt, som Kammeradvokaten ikke havde undersøgt, da man i en redegørelse endnu en gang frikendte Skat i striden om dets indhentning af teledata. Godt nok bakkede Skatteministeriet op om Kammeradvokaten ved at sige, at man ikke havde bedt dem undersøge det, men en god advokat havde alligevel angrebet sagen fra 180 grader og påpeget, at det var et område, der burde undersøges, siger Henriette Kinunnen.

Torben Bagge kalder Kammeradvokatens rolle i sagen om de forkerte ejendomsvurderinger for ’ubegribelig’ og ’utroværdig’.

- Ved netop at vælge den advokat, man i øvrigt betaler ca. 100 mio. kr. om året, kan det for udenforstående virke som om, at man køber sig til en ’frifindelse’ og ikke ønsker en objektiv, uvildig vurdering, siger han

Det bliver han brugt til

I en mail til BT oplyser Skatteministeriet, at Kammeradvokaten først og fremmest bliver brugt i retssager, hvor Skatteministeriet er indstævnet, hvilket betyder, at Skatteministeriet ikke er herre over antallet af sager.’ Ministeriet oplyser, at Kammeradvokaten kan blive brugt som en efterprøvelse af ministeriets egne vurderinger – også selv om det måtte gå mod Skatteministeriets opfattelse.

’Hertil kommer Kammeradvokatens udarbejdelse af responsa i særlige sager, hvor der kan blive tale om en eller flere retssager mod Skatteministeriet (f. eks. telesagerne) eller juridisk vurderinger i Skats håndtering af særlige sagskomplekser (f. eks. ejendomsvurderinger),’ skriver Skatteministeriet, der mener, at der er saglige grunde bag anvendelsen af Kammeradvokaten.