Den nye svømmehal på Frederiksberg, Flintholm Svømmehal, bliver kraftigt kritiseret for at have for høje billetpriser.

Det skriver TV 2 Lorry.

Svømmehallen åbnede i sommer, og her koster det 290 kr. for en hel familie, der skulle have lyst til at tage en tur i vandet.

Og det har fået folk til at rase.

»Jeg føler mig snydt! Jeg vil derfor ikke længere benytte mig af den nye svømmehal, men tager hellere i Frederiksberg Svømmehal,« siger Iben Andersen, som er bogholder og bruger Flintholm Svømmehal til varmtvandgymnastik hver uge til TV 2 Lorry.

I Flintholm Svømmehal koster en børnebillet i weekenden 65 kroner. Til sammenligning koster en billet i kommunens anden svømmehal, Frederiksberg Svømmehal, kun 20 kroner.

Som du kan se herunder, er det altså over dobbelt så dyrt at tage i svømmehallen hos Flintholm Svømmehal i forhold til Frederiksberg ældrere svømmehal på Helgesvej.

Kritikken er samtidig nået ud blandt de politiske aktører. Sine Heltberg, socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem og rådmand i Frederiksberg Kommune, har forslået kommunalbestyrelsen at sænke priserne i den nye svømmehal.

Men det kan hun godt glemme alt om, mener Frederiksbergs viceborgmester, Morten Jung, fra de Konservative.

»Man betaler for, hvad man får i den nye svømmehal. Der er desuden fri prissætning på de ydelser, der går udover, hvad en almindelig svømmehal tilbyder,« siger Morten Jung til TV 2 Lorry og peger på, at hvis man blot vil have baner at svømme på, kan man bare tage i Frederiksberg Svømmehal.

I den nye svømmehal, der dækker over 6.400 m2, kan man benytte en svømmehal med 25 meter bassin, rutsjebaner, et badeområde med 3 bassiner, en wellness-afdeling, café og idrætsgymnastikhal.