Det startede i 1977. Under en tur i tivoli blev 12-årige Kim Köbke drevet mod en af de allerførste spillemaskiner. Det var et arkadespil på sort/hvid skærm. I dag er han 49 år og officielt verdensmester.

- Dengang fandtes der kun brætspil, så det var sjovt for en knægt som mig at prøve en rigtig spillemaskine, siger han.Men Kim ’Kanonarm’ Köbke blev mere end almindelig fascineret af de flimrende arkadespil. Da grillbarerne i starten af 80’erne skød op over alt, var spillemaskiner en fast del af inventaret, og Kim Köbke cyklede hver dag efter skole hen til Bullers Grill i Rødovre og brugte resten af sine vågne timer på at spille.

I weekenderne cyklede han ind mod København for at prøve andre spilleautomater. Hurtigt blev han så god, at han kunne nøjes med at smide en enkelt mønt i maskinen og få spillet til at vare resten af dagen.

- Det er jo ikke gevinstgivende, man vinder kun æren. I staren var det spændende, men så blev det en passion. En afhængighed kan man vel godt kalde det. Fra 1980 til 1991 spillede jeg i gennemsnit syv timer om dagen, siger Kim Köbke.

I 1991 fik han en kæreste, og spilleriet blev sat på lavt blus. Han blev gift og fik børn, men i 2005 blev han skilt, og fik igen tid til at spille. I dag har han ni spillemaskiner i sin lejlighed. Men som han siger:

- Jeg spiller for lidt. Jeg spiller kun et par timer om dagen nu og ville gerne have tid til mere. Men jeg skal også passe mit arbejde og min løbeklub, siger Kim Köbke, der arbejder som laborant. Og løber 50 km om ugen.

For nylig slog han verdensrekorden fra 1987 ved at spille 49 timer og 15 minutter i træk. Han kunne være blevet ved længere, siger han, men det flimrede så meget for øjnene, at han til sidst ikke kunne se.

I arkadespil-kredsene er Kim Köbke bare kendt om Kim Kanonarm.

- Jeg fik tilnavnet på Bullers Grill, fordi jeg var så god. Siden har det bare hængt ved, siger han.