Klokken 20 brager showet løs i Parken, når vinderen af X Factor 2011 skal findes.

Inden længe vil Parken i København fyldes med forventningsfulde publikummer til årets store finaleshow i X Factor.

Og der er stadig billetter at få, hvis du vil være med live, når de tre finalister synger de sidste strofer i dette års store talentkonkurrence.

Vinderen af X Factor 2011 udsender efter finalen singlen "Min Øjesten", som er en ballade skrevet af Anne Linnets søn, Xander.

Allerede under aftenens show vil de tre deltagere give sig i kast med sangen, ligesom de også har indspillet hver deres udgave klar til udgivelse.

- Det er en rigtig fin melodi, som jeg får lyst til at sidde og spille på akustisk guitar. Nummeret har måske en lyd, som ikke umiddelbart er min genre.

- Men det er jo fedt at blive udfordret, og jeg elsker at synge den. Så det bliver rigtig fedt i finalen, siger Annelouise.

Hun skal også synge nummeret "Breathe Me" af den australske sangerinde SIA.

Babou er helt vild med Xanders dansksprogede popsang og vil elske at optræde med den overalt i Danmark, når X Factor er forbi.

- Det er så fedt et nummer. Jeg har tæsket den gennem min iPod, siden jeg fik den første gang, og nu har vi selv indspillet den. Det er en rigtig ørehænger, og jeg håber bare så meget, at den bliver min, siger han.

Den 16-årige aarhusianer skal yderligere synge OneRepublics hit "All The Right Moves".

Sarah har i løbet af ugen sat pris på "Min Øjesten", da den er dansk og ikke har voldt ekstra sved på panden i det stramme program.

- Jeg synes, det er en fantastisk sang. Den er nem at lære, og jeg vil være rigtig glad for at have den som min vindersang, hvis jeg når så langt, siger hun.

Sarah skal i Parken også synge "Pokerface" af succesfulde Lady Gaga.

/ritzau/