Lyt til artiklen

Fremtrædende filmfolk står i kø for at råbe skældsord mod journalisten Rene Fredensborg efter en artikel, der afslører brug af kokain ved en fest i filmbranchen.

I sidste uge beskyldte skuespilleren Paprika Steen Rene Fredensborg for at være dobbeltmoralsk – og nu bliver han også lagt for had af dokumentarfilminstruktøren Frank Piasecki Poulsen, der netop har vundet en fredspris for filmen 'Blood in the Mobile'. På Facebook kalder Frank Piasecki Poulsen Rene Fredensborg for 'en klam lille lort'.

Fyret efter at have taget  kokain


Årsagen er en artikel, der kostede filmkonsulenten Jesper Jack jobbet.
I artiklen beskriver Rene Fredensborg, hvordan de to tager kokain sammen til en fest efter et seminar i Snekkersten.

På Facebook afviser Frank Piasecki Poulsen at have et venskab med Rene Fredensborg med ordene:

- Hvis du ser mig på gaden, bør du gå over på den anden side. Fuck dig, din lille undermåler. Jeg ryster af raseri, mens jeg skriver det her. Fy for satan hvor jeg synes, du er klam, skriver instruktøren.

Truende hademail fra kendte


Rene Fredensborg er rystet over beskeden, som ikke er den eneste af sin slags.
Siden artiklen blev offentliggjort i filmmagasinet Ekko, har han ifølge eget udsagn modtaget flere truende hademail fra kendte og fremtrædende filmfolk.

- Jeg er blevet kaldt alt fra narkoman til psykopat. Begge forlygter på min bil blev smadret, da den stod parkeret i indre by. Jeg ved ikke, om det har noget med sagen at gøre, men det er da mærkeligt, at det sker netop nu. Jeg hverken klynker eller fortryder, at jeg skrev artiklen. Jeg tager de tæsk, der kommer ved at stille sig frem, siger Rene Fredensborg, der har lagt den vrede besked fra filminstruktøren ud på sin Facebook-side.

- Selvfølgelig er den ikke ment som en trussel. Det er udtryk for, at jeg synes, Rene Fredensborg er en perfid og ubehagelig person, som jeg ikke vil have tæt på mig. Hvis han ikke går over på den anden side af gaden, skal jeg nok gøre det, siger Frank Piasecki Poulsen til B.T.

15 minutters berømmelse

Du har selv lavet kritisk journalistik. Hvorfor bliver du så vred over, at Rene Fredensborg gør det?

- Der er ikke noget i vejen med at lave kritiske historier om filmbranchen, men det, han har gjort, er at misbruge folks tillid ved at tegne en gonzo-agtig karikatur, der skal give ham 15  minutters berømmelse, siger Frank Piasecki Poulsen, der betegner fyringen af Jesper Jack som »et stort tab for filmbranchen.