Det vakte harme, da en Netto-uddeler i Brønshøj i sidste måned afslørede, at unge i Brønshøj begik butikstyverier efter forgodtbefindende og iøvrigt vandaliserede lokalområdet, alt imens politiet så passivt til. I dag kan BT så fortælle, hvordan Københavns Kommune bl.a. tackler ballademagere og får dem væk fra gaderne.

De sender dem på delvis skatteyderbetalte ferieture til Lalandia.

Af en aktindsigt fremgår det, at 56 unge mellem 14 og 18 år i oktober måned sidste år var afsted sammen med 12 pædagoger tilknyttet forskellige ungdomsklubber. Turene var uden et nærmere pædagogisk program andet end at hygge sig i feriestedets store badelande i henholdsvis Rødby og Billund. og de unge var afsted i tre dage.

Blandt deltagerne var unge fra Brønshøj og Tingbjerg-området, hvor 15 unge var afsted.

Om formålet med turen skriver Københavns Kommune i aktindsigten:

»Turen var en oplevelsestur med fokus på at arbejde med relationer og få skilt en udfordrende drengegruppe ad i forhold til at skabe ro i lokalområdet.«

Fra Nørrebro og Nordvest blev der sendt 20 unge.

‘Der var ikke et decideret program,’ står der i aktindsigten.

Pædagogisk konsulent Henrik Schackinger Larsen - ansvarlig for Børne- og Ungdomsforvaltningens Nørrebro og Bispebjerg-distrikter - siger:

Et tyndt formål

»Jeg har talt med klubbens leder, og det er slet ikke acceptabelt fra vores side, at der bliver arrangeret ture på den måde med så tyndt et formål. Vores klare instruks er, at der skal være et klart program.«

Turene møder også politisk kritik.

»Når der ikke er noget pædagogisk sigte med turen, så ender det jo med at være en belønning for, at de unge laver ballade. Og jo mere ballade de laver, des flere ferieture får de. Jeg bryder mig slet ikke om den her belønningskultur, hvor man sender unge på ferie for at få fred i lokalområdet,« siger Jakob Næsager, politisk leder for de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation.

Også 21 unge fra Vesterbro og Valby var i Lalandia, og i angivelsen af formålet med turen bruger kommunen ord som ‘sammenhold’, ‘tilhørsfølelse’, ‘succesoplevelser’, ‘venskaber, der skal blomstre’ og et ‘skub i forhold til selvstændighed og identitetsskabelse’.

Men det giver Jakob Næsager ikke meget for:

»De kan jo sagtens lære de ting hjemmefra, og det hjælper jo ikke noget at give dem en ferie. l det øjeblik, de vender hjem, så er problemerne der stadig, og det har ikke nogen langtidsvirkning. Det er spild af pædagogernes tid og kommunens penge, når det eneste de skal medbringe er deres badebukser.«

Ifølge Lars Larsen, konsulent i LG Insight og rådgiver for kommuner om integration, kan det give mening for pædagogerne at tage afsted med de unge, også selvom der ikke er et program.

En nødvendig åbning

»Man skal bare være enorm bevidst om, hvad formålet er, når man trækker dem ud af deres vante miljø. Men for de pædagogiske medarbejdere kan det give en nødvendig åbning til de unge, som det er sværere at få i de vante rammer,« siger han.

Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V), afviser, at der er tale om belønning:

»Vi sender ikke unge til Lalandia som belønning for noget som helst. Men der skal selvfølgelig være et pædagogisk indhold i turene, og klubberne skal lave opfølgende pædagogisk arbejde på turene, når de er hjemme igen. Det har jeg en klar forventning om, og jeg kan konstatere, at klubber, der ikke har haft den fornødne dokumentation for turens indhold har fået indskærpet de gældende krav.«