DSB har brændt milliarder af på store fiaskoer, som for eksempel IC4-togene og DSB First.

Nu skal koncernen muligvis til at fyre over 1000 ansatte. En stor del af de ansatte ville ikke have været i fare, såfremt DSB ikke havde tabt så mange penge på gulvet.

For ganske kort tid siden afviste administrerende direktør Christian Roslev, at der var konkrete planer om fyringer, men ville ikke afvise, at afskedigelser kan forekomme.

Den seneste skandale i DSB koncernen, som også kostede den øverste direktør Søren Eriksen sit arbejde, var skandalen om datterselskabet DSB First.

DSB First chokerede med et gigantisk underskud i 2010 på 582 mio. kr.

Året efter var underskuddet 294 mio kr.

Firmaet skulle køre tog mellem København og Malmø, og også videre til Gøteborg.

Så var der IC4 skandalen, hvor det i 2006 kom frem at DSB mistede mindst en mia. kr på det kaotiske eventyr, hvor italienske Ansaldobreda skulle levere 83 togsæt.

Det gik som bekendt helt galt. Togene blev til stadighed forsinkede. De togsæt, der endelig nåede frem fungerede ikke og de skulle vedligeholdes uforholdsmæssigt meget. Der er ikke præcise tal for de tab, som DSB har lidt på togene, men der er tale om betragtelige beløb.

DSB har også kastet sig ud i at byde på en lang række internationale strækninger, som eksperter mener har kostet skatteyderne over en mia. kr.

DR Nyheder afslørede i juni, at firmaet DSB International siden 2002 har tabt store summer i udlandet.

- DSB International er en eklatant fiasko, konkluderede Kim Østergaard, lektor, ph.d. juridisk institut, CBS. til DR Nyheder i juni måned.

I 2006 kom det også frem, at DSB i årevis havde overtrådt asbestlovgivningen og flere medarbejdere var døde af asbestrelaterede sygdomme. 

Det betød at den tidligere administrerende direktør lovede de ramte medarbejdere store erstatninger får deres lidelser. Det har også ramt DSB på økonomien.