Sagen om DSB, Waterfront og freelancejournalisten Lars Abild tog mandag aften en ny drejning, da det kom frem, at Waterfront og DSB har udvekslet personfølsomme oplysninger om Abild.

Ifølge DR skrev Waterfronts direktør, Lars Poulsen, i en mail til en underdirektør i DSB, at Lars Abild lider af en sygdom, der betyder, at han ikke kan passe et arbejde med almindelige arbejdstider. Det har fået Lars Abild til at overveje en politianmeldelse af Waterfront.

- Da jeg så den her udvikling i aftes, blev jeg ked af det og forarget. Jeg har tænkt mig at gå til en advokat og Datatilsynet og lave en politianmeldelse, siger Lars Abild til DR.

Lars Poulsen mener, at det var en relevant oplysning, da sygdommen har gjort Lars Abild »bitter«, hvilket forklarer, »hvorfor han agerer sådan i en bestemt situation«.

Men det er ikke lovligt at dele ud af sådanne oplyser, vurderer Peter Blume, der er professor i jura og persondataret ved Københavns Universitet.

- Man må ikke videregive den slags oplysninger uden at have samtykke, og uden at der er grundlag for at gøre det, siger Peter Blume til DR.

Datatilsynet mener, at Lars Abild har en sag og opfordrer journalisten til at henvende sig.

- Som ansat har man en berettiget forventning om, at oplysninger ikke uden videre bliver videregivet med mindre man har accepteret det eller har givet tilladelse til at udlevere dem, siger Janni Kristoffersen, der er direktør i Datatilsynet.

I DRs 21 Søndag kom det frem, at DSB i slutningen af 2009 betalte Waterfront for at give Lars Abild en række opgaver, så han ikke havde tid til at skrive kritiske artikler om DSB.