DSB kan ikke udelukke, at det bliver dyrere at rejse med tog, hvis id-kontrollen i Københavns Lufthavn kommer til at vare i flere måneder.

Det fortæller DSBs informationschef Tony Bispeskov mandag.

»Jeg kan ikke udelukke noget. Men det ligger ikke på tegnebrættet lige nu og her, at billetpriserne vil stige,« siger han.

DSB har fået det private sikkerhedsfirma Securitas til at stå for id-kontrollen i lufthavnen, og det er ikke en helt billig løsning. DSB forventer, at det vil koste omkring 30 millioner kroner om måneden, hvoraf ni millioner skyldes selve id-kontrollen. De resterende 21 millioner udgør et forventet tab af blandt andet billetindtægter.

»Ingen ved endnu, hvor lang tid det her kommer til at vare, så vi ser selvfølgelig tiden an. Vi vil gøre alt for, at det kommer til at genere vores passagerer så lidt som muligt,« siger Tony Bispeskov.

Som led i at kunne dokumentere passagernes id-oplysninger, har DSB fået advokatfirmaet Bech-Bruun til at arkivere de fortrolige oplysninger i 30 dage.

»Vi gør det alene for at dokumentere folks oplysninger. Hvis vi kommer i en situation med en passager, der ikke har billed-id, så kan vi få en bøde på 50.000 svenske kroner. Derfor har vi bedt Bech-Bruun til at opbevare oplysningerne, og det er i orden i forhold til dansk lovgivning,« fortæller Tony Bispeskov.

DSB er blevet pålagt et transportøransvar, som betyder, at de skal tjekke alle rejsende for billedlegitimation, der skal fra Københavns Lufthavn mod Sverige. Tiltaget kommer fra den svenske regering i bestræbelserne på at kontrollere flygtningetilstrømningen til landet.