DR´s vejrvært Søren Jacobsen er manden, som danskerne sætter deres lid til, når de om aftenen tænder for en af sommerens mest populære tv-udsendelser 'Vores vejr'.

Kan han da for pokker ikke snart servere noget godt vejr? Men svaret er nej – ikke forløbig.

Torsdag aften har han udsigt til at stå i hård vind til kuling og  20 meter i sekundet på en campingplads ved Hirtshals.

»Hvis vi fik en krone for hver gang, folk spørger, om vi kan skaffe noget bedre vej, var vi millionærer,« joker han i bilen på vej til Tårnby Strandcamping ved Hirtshals, hvor aftenens vejrprogram skal sendes.

På sin tur rundt i landet mærker han, hvordan det efterårsagtige vejr efterhånden går danskerne på.

»Vi kan godt mærke, at det tærer på folks tålmodighed, at vejret er sådan, for det lukker jo af for nogle muligheder. Derfor bliver der også fulgt nøje med i vores udsendelser. Det kan vi se på de høje seertal.«

Onsdag blev 'Vores vejr' således set af 46 procent af de seere, der havde åbnet for tv kl. 18.55.

For feriefolket er ikke meget trøst at hente hos den kendte vejrvært.

»Selv om det er en kold sommer i Danmark, så er det et regionalt fænomen. Det er varmere alle andre steder,« forklarer meteorologen.

»Grunden til, at vejret skifter så hurtigt er, at jetstrømmene, der går fra nord til syd, slår nogle ordentlige sving med halen i øjeblikket. Det kan bare være udslag af tilfældigheder. Andre mener, det skyldes opvarmningen af Arktis, der svækker jetstrømmene, så der kommer disse udsving. Men intet er nagelfast,« siger Søren Jacobsen.

Han er ikke selv på vej til sydens sol. Ferien i næste uge byder på svensk sommervejr i Stockholm.

Har du billeder fra dagens stormvej, så send dem gerne til 1929@bt.dk