Dagene går, temperaturerne stiger, og inden vi har set os om, er vejret igen blevet så dejligt, at man kan tage sig en kold dukkert på de skønne danske strande.

Men for de danske hundeejere bød sommeren sidste år på en ubehagelig overraskelse, som også gælder i år.

En opstramning af reglerne for det såkaldte Blå Flag, der tildeles strande, som opfylder bestemte krav om bl.a. vandkvalitet og sikkerhed, betyder, at du ikke længere må lade din hund bade i vandet på de strande, der har det Blå Flag.

Læs også:

Det har man nu taget konsekvensen af Hjørring Kommune, hvor man i denne sæson har valgt at sige nej tak til det Blå Flag. Her vil man nemlig gerne have hundene med i vandet.

I Hjørring er man også utilfreds med, at det Blå Flag står i vejen for, at man kan parkere sin bil direkte på stranden. Ved at flage med et nyt såkaldt ‘Badevandsflag’ i stedet for det blå af slagsen slår man altså to fluer med et smæk.

»Jeg ser den store fordel ved Badevandsflaget, at vi kommer uden om restriktionerne med biler og hunde på strandene. Det ville være en katastrofe for Tversted, hvis man ikke kunne køre eller parkere på stranden. Og med et fredet klitområde er der simpelthen ikke mulighed for at lave parkeringspladser ved stranden,« siger turistchef i Tversted Turistbureau Hanne Haandbæk og fortsætter:

»Cirka 80 procent af vores gæster er tyske, og rigtig mange har hund med. Hundekendere ved, at hunde aldrig besørger i vand. Hvad bliver det næste? Restriktioner mod børn i vandet?« siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også:

Alle strande i Hjørring Kommune får tildelt tre stjerner, som er den højeste kvalitet, som badevandet kan opnå gennem badevandsbekendtgørelsen. Ifølge Hjørring Kommune vil strandene fortsat opfylde de kriterier, der er for at opnå det Blå Flag - men altså med muligheden for at tage egen hund og bil med på stranden.

Reglerne om hunde på strande blev strammet, efter at en undersøgelse af sundhedsorganisationen WHO viste, at hunde i havet forurener vandkvaliteten med blandt andet colibakterier.

Læs også:

De Blå Flag-mærkede strande dækker ca. tre procent af den danske kyststrækning. Hunde er med andre ord velkomne på de øvrige 97 procent.

Du kan se, hvilke strande der har det Blå Flag på kortet her.