Dronning Magrethe skulle lørdag have haft hovedrollen ved et stort militærarrangement i Canterbury i Sydøstengland, men hun måtte trække sig, da hun var blevet syg.

Dermed skuffede hun flere tusinde fremmødte briter, der var strømmet til på det store cricket-stadion for blandt andet at hylde den danske regent.

Det skriver Jyllands Posten.

Dronning Margrethe er 'colonel-in-chief' eller æresoberst for Princess of Wales’s Royal Regiment, der består af 2.200 soldater.

Her skulle de fejre nye faner til regimentet, hvilket er en stor begivenhed i britisk militærtraditon og kun sker cirka hvert 25. år. Og Dronning Margrethe skulle holde tale. Ifølge Jyllands-Posten havde arrangementet krævet flere ugers planlægning.

I stedet for Dronningen måtte den danske ambassadør i London, Lars Thuesen, klare ærterne.

Mediet skriver videre, at der blev spillet 'Kong Christian stod ved højen mast' to gange samt 'Dronning Margrethe den 2.’s Parademarch', mens en dannebrogsfane blev båret frem. Her holdt Lars Thuesen så tale i stedet for Dronningen, hvor de per tradition takker regimentet for deres indsats.

Dronning Margethe har været colonel-in-chief, siden prinsesse Diana blev skilt fra prins Charles i 1997.

Traditionen med danske kongelige som overhoveder for britiske regimenter går helt tilbage til den danske prins Jørgen (prins George på engelsk) i 1689, der var gift med den senere dronning Anne. Han fik opkaldt Prince George of Denmark’s Regiment efter sig.

BT har talt med Kongehusets pressetjeneste, der oplyser, at det ikke er alvorligt med Dronning Margrethe.