Lørdag tørnede U/17-spillerne fra Boldklubben Frem sammen med ungdomsholdet fra FC Roskilde. Et opgør, der endte i vold og slagsmål, da assistent-træneren fra Roskilde løb på banen og blandede sig i et groft frispark. Søndag blev træneren anmeldt til Københavns Politi for at have slået to Frem-spillere direkte i hovedet med knytnæve samt rusket en tredje.

Vagtchefen ved Københavns Politi bekræftede i går, at Station City sendte en patruljevogn ud til det voldsomme håndgemæng. De blev tilkaldt lige efter klokken 15. Hvad der egentlig skete på banen, er der to versioner af:

BK Frems version: Roskilde-træner slog to spillere

BT har talt med en holdleder fra Frem-holdet, en af holdets spillere samt Claus Mohrhagen, der er formand for Boldklubben Frem. De fortæller, at en af Roskildes trænere løb ’aggressivt’ ind på banen, efter et groft frisparik begået mod en Roskilde-spiller, der sad eller lå på banen.

Væltet omkuld
- Træneren løb direkte hen til M. og tog hårdt fat i ham og ruskede ham i kraven, mens han råbte ad ham, fortæller holdlederen til BT. Derefter blander to andre Frem-spillere sig, og Roskilde-træneren bliver væltet omkuld. Da han rejser sig op igen, slår han først spilleren MR., derefter spilleren O. – begge fra Frem. Ifølge den forklaring, der er afgivet til politiet, bliver begge drenge slået med knyttet næve i hovedet.

En af BTs kilder fortæller, at træneren fra Roskilde var så ophidset, før han slog, at flere forgæves forsøgte at holde på ham.

Kom på sygehuset
 - De tre drenge og hele holdet var meget chokerede. Drengene var på sygehuset bagefter for at blive tjekket. Det er meget trist, at sådan noget skal foregå, det burde det ikke, siger Claus Mohrhagen til BT.

FC Roskilde har en helt anden version af historien. De siger, at det var deres træner, der blev slået og sparket.

- Men han løber ind på banen, det må han ikke. Og hvor har drengene fået deres småskader fra?

Jeg tror fuldt og fast på de forklaringer, jeg har fået fra vores trænere og ledere. Det er folk, jeg har kendt i mange år, siger Claus Mohrhagen til BT.

Kampen blev efterfølgende afbrudt. FC Roskilde var på det tidspunkt foran 2-1.

FC Roskildes version: Vores træner blev sparket og slået

FC Roskilde har suspenderet sin assisterende U/17-træner, men kun fordi han løb ind på banen. Ikke fordi han slog. Det gjorde han nemlig ikke, siger FC Roskildes ungdomschef Carsten Reinholdt.

Da han hørte om episoden på Frems stadion i forgårs, bad han øjeblikkelig om en redegørelse. Den lå på hans bord i går, og det er en noget anden version, som Roskildes trænere, forældre og holdledere giver af voldsepisoden lørdag ved middagskampen mellem Frem og Roskildes U17-hold.

- Det, jeg har fået fortalt, er, at det har været en kamp med meget gnist og mange frispark, og at Frems spillere som sædvanligt er ret frembrusende. Mod sidste del af anden halvleg bliver én af vores spillere igen fældet af et meget groft frispark, og det får vores assistent-træner ’Mingu’ (Flemming Henriksen, red.) til at løbe ind på banen. Her tager han fat i skulderen på én af Frems spillere og råber noget i stil med ’nu holder du op!’, fortæller Carsten Reinholdt til BT:

Fejer benene væk

- Så kommer der en forælder fra Frem og fejer benene væk under Mingu, og mens han ligger ned, så er der tre spillere fra Frem, der slår og sparker ham.

Da han kommer op igen, fortæller han til mig, at han er rolig. I redegørelsen skriver han sådan her: ’Da jeg er oppe, er det ovre for mit vedkommende. Jeg er rolig og forlader banen stille og roligt’, forklarer Carsten Reinholdt til BT.

- Han slog ikke. Jeg kender ham godt, og det ligger overhovedet ikke til ham. Desuden bekræftes det af flere forældre på stedet, der så, hvad der skete, og politiet sagde til os, at de havde undersøgt trænerens hænder, og at der ikke var noget, der tydede på, at han havde slået, fortæller Carsten Reinholdt, der dog erkender, at assistent-træneren har begået fejl.

Suspenderet i 14 dage

- Han burde ikke være løbet ind på banen og have taget fat i Frems spiller. Derfor har jeg i dag truffet beslutning om, at han vil blive suspenderet i 14 dage, hvor han har spillekarantæne.

Ifølge jeres version er det jeres træner, der bliver slået og endda sparket. Vil I ikke forfølge det?

- Det har vi slet ikke talt om endnu. Jeg afventer, at dommeren kommer med en beretning, det skal han gøre til DBU, når den slags sker. Jeg hørte, at han forsvandt lige så stille under denne her tumult. Men der kan sagtens komme noget mere. Nu må vi se, siger FC Roskildes Carsten Reinholdt til BT.