En kendis-fest ved Folkemødet på Bornholm udviklede sig i går voldeligt, da den kendte og prisvindende skuespiller Roland Møller, der blandt er kendt fra filmene Under Sandet og Kapringen, gav den tidligere sportschef på B.T. Morten Crone Sejersbøl en knytnæve i ansigtet.

Det skete omkring klokken et natten til lørdag på Folkemødet i Allinge i forbindelse med en fest arrangeret af forlaget Egmont. Her deltog en række andre politikere og kendisser heriblandt integrationsminister Inger Støjberg (V), Ida Auken (R) og skuespilleren Paprika Steen. Festen er altid et tilløbsstykke til Folkemødet og kræver, at man er særligt inviteret.

Ifølge flere øjenvidner skete voldsepisoden efter, at Morten Crone tog fat i Roland Møllers trøje.

Reaktionen fra skuespilleren var meget kontant.

Med resolut knytnæveslag ramte han Morten Crone lige under øjet, og helt omtåget gik han et par skridt tilbage, mens Roland Møller gjorde det klart, at han ikke fandt sig i nærkontakten.

Roland Møller blev efterfølgende dysset ned blandt andet med hjælp fra den tidligere tv-vært og chefredaktør på det Egmont-ejede magasin Alt for Damerne, Tina Nikolaisen. Ifølge flere øjenvidner medvirkede hun også til, at Roland Møller faldt ned.

B.T.s tidligere sportsredaktør Morten Crone.
B.T.s tidligere sportsredaktør Morten Crone. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I en SMS til B.T. skriver hun:

»Det er en uacceptabel og kritisabel adfærd fra Roland Møllers side. Jeg ved, at de to efterfølgende fik en god og lang snak om episoden og at de endte i forsoning. Derudover har jeg ikke nogle kommentarer,« skriver hun.

Morten Crones øje var efterfølgende blåt og hævet.

Roland Møller er kendt som bad boy-skuespiller og har også en fortid som kriminel. Han er vokset op i det kriminelle miljø i Odense, og han har flere gange siddet i fængsel. Sammenlagt har han været bag tremmer i fire et halvt år. Efter sin 10. voldsdom lagde han i 2002 kriminaliteten bag, og siden har han ernæret sig som sangskriver, foredragsholder og skuespiller.

I 2014 fik han en Bodil-pris for bedste mandlige birolle i filmen Nordvest, hvor han i tråd med sin fortid spiller en hårdkogt kriminel. Desuden har han været med i film som Skammerens Datter, Kapringen, Nordvest, Under Sandet og Underverdenen.

Som sangskriver har han blandt andet samarbejdet med rapperen Jokeren.

B.T. har været i kontakt med Morten Crone, der i en SMS skriver om sagen:

»Det var en ubehagelig oplevelse, men jeg har modtaget en undskyldning, og den har jeg accepteret. Sagen er lukket for mit vedkommende.«

B.T. har talt med Roland Møller, der siger, at han ikke har nogle kommentarer til sagen.