Lyt til artiklen

En taxichauffør blev i december 2013 idømt et års fængsel for medvirken til manddrab. For få måneder siden måtte hovedstadens taxinævn forny mandens taxikort, da drabet var i »privat regi«, skriver metroxpress.

Nævnet skrev til transportministeren »for at gøre opmærksom på problemstillingen med taxiførere, der får en dom for vold og mord i privat regi. Nævnet finder det ikke betryggende, at voldelige personer kan være førere af taxier«.

Næstformand i rådet er borgmester i Brøndby, Ib Terp (S).

»Vi fik intet svar. Der er desværre også sager, hvor folk er kørt videre i op til fem år, før vi bliver orienteret om domme for vold mod kunder eller at befamle kunder. Vi opdager først sagerne, når de skal vise en straffeattest hvert femte år for at få fornyet førerkortet,« siger han.

Alene i hovedstaden har nævnet i 2014 og 2015 behandlet 35 sager mod taxichauffører og vognmænd som følge af kundeklager eller domme, skriver metroxpress. Heraf er der domme for ildspåsættelse, børneporno og vold mod ekskærester.

To er dømt for at have fortsat med at køre taxi, på trods af at de har mistet kørekortet, tre begik blufærdighedskrænkelse mod kunder, fire fiflede med kunders kreditkort, og seks er dømt for vold mod kunder - den ene gav flere slag i hovedet og tog kvælertag på en kvindelig kunde.

»Det er forfærdeligt, at nogle chauffører ikke kan opføre sig bedre. Vi er til for kundernes skyld – og det bør være nemmere at få de her personer stoppet,« siger John Lindbom, formand for Dansk Taxa Råd, til metroxpress.

Metroxpress har også talt med nævn i Aarhus og Esbjerg, hvor antallet af sager er færre. I Horsens fik en vognmand, der havde sendt SMSer til skolepiger og haft 20 klagesager i 2010, lov at fortsætte.

BNB