Drabet på Sinem Fener har rystet indvandrerkvinder i Danmark.

En af dem er Fatma Kara. Hun vil nu lave en kampagne, der har til formål at sætte større fokus på de voldsproblemer, mange indvandrerkvinder lever med i dagligdagen.

 

Det er ifølge hende en gruppe i befolkningen, der ikke får opmærksomhed nok.

- Sinem Fener døde desværre i går, og det rystede mig. Det er endnu et tegn på de problemer, der er med vold mod indvandrerkvinder i Danmark, siger hun.

Hjalp tusindvis af kvinder

Fatma Kara kender mange indvandrerkvinder, der oplever vold i hjemmet. Ifølge hende er mange indvandrerkvinder bange for at miste familien, hvis de anmelder deres mænd.

- Familiemønstre betyder meget. Jeg er selv mor. Det er mit ansvar at hjælpe min mand og mine børn. Derefter naboen og så resten af byen. Men der er meget vold i blandt andet tyrkiske hjem, og jeg kender mange kvinder, der lider, siger hun.

Derfor vil Fatma Kara sammen med en række andre kvinder nu søge hjælp hos kronprinsesse Marys fond, Maryfonden, der tidligere har hjulpet kvinder, der lever i et voldeligt forhold.

- Mit forbillede er kronprinsesse Mary, da hun er så hjertevarm og god til at hjælpe børn og kvinder. Mary er en voksen kvinde, der har børn, ligesom jeg selv og tusinder af andre indvandrerkvinder, og jeg ønsker, at Mary får øjnene op for de problemer, indvandrerkvinder lever med.

Fatma Kara håber, at fonden blandt andet kan hjælpe mænd og kvinder til at kommunikere bedre i et forhold.

Fatma Kara har selv talt ud med sin mand, efter hun blev slået, og nu lever de igen et lykkeligt liv.

- Vi skal alle lære at respektere hinanden og hele dette åbne sår i samfundet med kærlighed. Vi ønsker at hjælpe alle indvandrerkvinder. Jeg ved godt, at det her ikke kan fjerne Sinems mors og søns traumer, men jeg håber, at vi fremover bare kan hjælpe nogle, siger hun.