For fem år siden mistede journalist og forfatter Esben Kjær sin syv-årige søn Sebastian til en aggressiv kræftsygdom. Men i stedet for at støtte op, holdt folk sig væk, og sorgen og Sebastians død blev et gigantisk tabu, man ikke talte om. Nu arbejder Esben for at nedbryde dette tabu.

»Det startede allerede, da min søn døde, og jeg sendte en mail ud til familie og venner og fortalte det, men fik mails tilbage med tre linjer om, at det var da ærgerligt. Jeg tænkte, at det var da utroligt, det var hvad de kunne ofre på det - som om det bare var en kat, der var løbet væk,« forklarer Esben Kjær til BT.

Han har siden sin søns død skrevet bogen 'Min usynlige søn', som blander hans egne erfaringer og indsigter med research og interviews med eksperter i sorg. Og onsdag har DR premiere på programserien 'Kunsten at miste', hvor Esben Kjær som vært med baggrund i sin egen historie besøger efterladte og taler om sorg – i første afsnit om, hvordan langt de fleste oplever, at deres nærmeste vendte dem ryggen, da de havde det sværest.

»Alle kommer til begravelsen, men så er det som om, de føler, at værnepligten stopper. Men det er først der, det begynder for de efterladte. Der følger et år eller mere i forfærdelig lidelse, og det er der, man har brug for folk,« siger Esben Kjær – der understreger, at han selv var ligeså elendig til at være der for andre, indtil han selv havde prøvet at miste. For vi er alle produkt af den samme kultur.

En rådden sorgkultur

Selv mener han, at vi i Danmark har et grundlæggende problem i form af »vores rådne sorgkultur.« Den kommer til udtryk ved, at vi er bange for at se døden i øjnene og ikke mindst tale om den - blandt andet fordi vi i Vesten lever nemt og bekvemt med død og lidelse på behørig afstand. Derfor magter vi den ikke, når vi endelig møder den.

»Mange lever i en forestilling om, at de dør som 100 årige af hjerteslag over et glas portvin. Men det er løgn. Folk dør i alle mulige aldre og de fleste efter længere tids sygdom,« siger Esben Kjær og tilføjer:

»Så når jeg kommer og vifter folk om næsen med mit døde barn, så ødelægger jeg jo illusionen om det lange, lange liv og den blide, smertefrie død for dem.«

Esben Kjær fortæller, at noget af det allerværste er at opleve, hvordan ingen har lyst til at tale om hans søn Sebastian –en historie, han har hørt igen og igen fra andre efterladte.

»Min søn bliver tiet ihjel. Der er ingen udover min kone og mine to børn, der taler om min søn. Det bliver en forlegen stemning omkring det, hvor folk bare kigger den anden vej,« forklarer Esben Kjær og tilføjer, at middagsselskaber ofte kan være svære at komme igennem, efter han selv har nævnt, at hans syvårige søn er død af kræft.

»Så siger vedkommende, jeg sidder ved siden af typisk; det gør mig ondt - og begynder at taler til den anden side. Folk kan ikke være i det, og det er egentlig ondt overfor de efterladte. For jeg har et levende forhold til min søn, der stadig er med mig – men han bliver systematisk tiet ihjel af andre. Forestil dig, hvis det var dit levende barn, og man stolt sagde, at han var begyndt i skole, mens alle ignorerede det. Det ville man aldrig gøre med et levende barn,« siger Esben Kjær.

Ikke en skrøbelig Ming-vase

Han mener, at vi i Danmark skal blive bedre til at turde tale om sorg og død - og måske tage ved lære af andre kulturer, der har helt konkrete sociale normer for, hvordan man reagerer og er der for hinanden, når folk dør, og efterladte står tilbage.

»De fleste har en opfattelse af, at efterladte er nogle skrøbelige Ming-vaser, som vi smadrer, hvis vi ikke holder os væk. Men faktum er, at vi er modsat, for vi har oplevet det værste, så vi er robuste. Vi har ikke noget imod, at folk kommer og snakker, de fleste har behov for det, og det er det eneste folk ikke gør,« siger Esben Kjær.

Siden sin søns død har han både gennem sin bog, foredrag og nu en programserie engageret sig i arbejdet med at udbrede viden om sorg blandt danskerne. Både fordi han som journalist har muligheden, men også fordi det er en måde, hvorpå han finder en mening i sin søns død.

»Det er en måde at ære min søn på. Det bliver lidt langhåret, det her. Men man skal finde en måde at være i en tragedie på. Jeg har kæmpet meget med at finde en mening med det, der er sket. Præsten, der begravede min søn sagde: Du finder aldrig en mening med din søns død, men det kan være, du finder en mening i den. Og det her giver enormt meget mening for mig,« siger Esben Kjær.

'Kunsten at miste' bliver sendt på DR K onsdag klokken 21.30.