TV2 sender søndag aften serien "Greyzone", mens DR1 viser "Liberty". Begge serier sendes klokken 20.

København. Søndag aften er som bekendt myldretid i stuerne, hvor tv-stationerne kæmper om seernes gunst.

Denne søndag aften havde både DR1 og TV2 premiere på to nye dramaserier, og de er begge blevet modtaget godt af anmelderne med et lille overtag til DR.

DR's "Liberty" bygger på den afdøde forfatter Jakob Ejerbos historie om Tanzania. Blandt andet kalder Jyllands-Posten serien for fabelagtigt og kvitterer med seks stjerner for første afsnit.

- DR har endnu engang bevist, at de går allerforrest, når der skal udvikles nyt kvalitetsdrama til tv.

Også Politiken er tilfreds. Avisens anmelder, der giver afsnittet fire hjerter, mener, at selve produktionsniveauet er tårnhøjt.

- Der, hvor "Liberty" griber seeren fra starten, er, når fortællingen skabes af lyd og billeder. I klipning, kameraføring, lyddesign, score og soundtrack, lyder det i anmeldelsen.

TV2's nye søndagssatsning hedder "Greyzone". Ifølge anmelderne er den også kommet fint fra land.

Politiken roser især hovedrolleindehaveren Birgitte Hjort Sørensen, der spiller en softwareudvikler, som bliver kidnappet af en flok terrorister.

- Birgitte Hjort Sørensen kan få scenerne til at leve ved et nærvær, uanset om man egentlig var særligt interesseret i dem i udgangspunktet, skriver Politiken, som giver afsnittet fire hjerter.

Hos Berlingske glæder man sig også til at se mere. Anmelderen mener, at "nordic noir"-krimigenren måske lidt lider af metaltræthed, og her kan "Greyzone" være et frisk pust.

- "Greyzone"kan vise sig vise sig at være et velkomment energitilskud til den nordiske krimibølge, lyder det blandt andet.

Berlingske har uddelt fire stjerner til seriens første afsnit.

Andet afsnit af de to serier sendes næste søndag klokken 20.

/ritzau/