Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Endnu en ekspert kritiserer nu DRs historier om plagiat-mistanke i forskningsministerens ph.d. Det får DR til at beklage »væsentlige mangler« i dækningen.

DR Nyheder går nu bodsgang og beklager at have bragt et indslag i TV Avisen, som satte forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i et dårligt lys.

»Vi må bide i det sure æble og sige, at vi skulle have gjort vores arbejde bedre, end vi gjorde. Og det vil jeg gerne beklage,« siger Sandy French, der er indholdschef i DR Nyheder, til BT.

Beklagelsen kom sent i aftes, efter at BT konfronterede DR med ny kritik fra en ekspertkilde.

Kasper Bro Larsen, lektor ved Aarhus Universitet, kritiserer i BT, at TV Avisen ifølge ham bevidst tilbageholdt helt centrale oplysninger og manipulerede med et nyhedsindslag, der omhandlede beskyldninger om plagiat i forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling.

Beskyldningerne i DRs indslag gik blandt andet på, at ministeren skulle have kopieret en sætning i afhandlingens konklusion fra en bog uden at have citeret korrekt.

DR kontaktede Kasper Bro Larsen for at få hans vurdering af sagen, hvor han gjorde DRs journalister opmærksom på, at Esben Lunde Larsen tidligere i afhandlingen havde citeret korrekt fra bogen.

Den oplysning kom aldrig med i TV Avisen, hvilket får Kasper Bro Larsen til at kalde indslaget ”manipulerende” og beskylder TV Avisen for bevidst at tilbageholde centrale oplysninger, som seerne havde interesse i at vide.

»Jeg blev gjort opmærksom på kritikken fra Kasper Bro Larsen sidst på eftermiddagen, og efter jeg har sat mig ind i materialet og læst korrespondancen igennem, kan jeg nu konkludere, at der er mangler, som skulle have været bragt i historien både på tv og på internet. Det skal jeg selvfølgelig beklage, både over for offentligheden og over for uddannelses- og forskningsminister Esben Lund Larsen,« siger Sandy French.

Kasper Bro Larsen var ikke den første ekspert til at kritisere DRs dækning.

Mandag skrev BT, at en central kilde i DRs indslag, professor Peter Sandøe, trak sig fra DRs kritiske historie om ministeren. Han følte sig brugt af DR til at drage en konklusion, som han selv tog afstand fra. I indslaget lyder det, at Sandøe deler holdning med en anden kilde, som siger, der er tale om plagiat og brud på reglerne. En holdning, som Sandøe ikke var enig i.

Det fik i går DR til at bringe en præcisering, og nu bringer DR altså en beklagelse både i TV Avisen og på dr.dk.

»Jeg er ikke stolt af forløbet. Det gør det ikke mindre pinligt for mig og for DR Nyheder, at vi laver en præcisering mandag og nu skal ud og lave en egentlig beklagelse. Men det gør vi selvfølgelig, for jeg synes, det står klart, at der er nogle mangler og nuancer, der ikke står tydeligt nok frem,« siger Sandy French og uddyber:

»For eksempel fremgår det ikke, at det afsnit i afhandlingens konklusion, hvor der ikke er kildeangivelse faktisk er at finde andet steds i afhandlingen med en korrekt kildeangivelse. Det er for mig at se en vigtig detalje, som vi desværre ikke får med i historien, og det burde vi selvfølgelig have haft.«

Andre læser også