Ole Hyltoft, der er næstformand i DR, sammenligner det med hyldesten af Hitlerjugend, når DR i næste uge markerer den muslimske fest eid.

Det skriver Politiken fredag.

Alle - inklusive Hyltoft - har brug for oplysning, svarer DR-direktør.

Næste uge slutter ramadanen og for første gang vil DR fejre det med et arrangement, der byder på musik og workshops både i og uden for Koncerthuset, samt flere radioprogrammer.


ER DET I ORDEN, AT DR FEJRER AFSLUTNINGEN AF RAMADANEN MED ET STØRRE ARRANGEMENT? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.  
 

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange uvidende og naive danskere, der i 1930’erne hyldede Hitlerjugend for al den sunde idræt, gode mad og den friske musik, de unge tyskere nu kunne hengive sig til, tordner Ole Hyltoft, der er udpeget til DR-bestyrelsen af Dansk Folkeparti, i Politiken.

Han vil nu tage sagen op med DR’s formand, Michael Christiansen, og undrer sig over, »om det kan være rigtigt, at DR igangsætter sådan et kontroversielt projekt uden at vende det med bestyrelsen«, skriver Politiken.

Hele uge 33 holder radioens P3 forfest til eid, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadan, og mandag 20. august kulminerer det hele ifølge dr.dk »med et brag af en eid-fest i Koncerthuset«. Også P1, P2 og P4 vil debattere ramadanen den kommende uge.

- Det er et skrækindjagende højt spil, P3 og DR spiller med eid-festen. Islam bekender sig til en politisk og krigerisk tro vendt mod alle ikke-muslimer, lyder det videre fra Hyltoft.

DR-direktør Hesseldahl står fast:

- Man kan jo have alle mulige meninger om islam. Og det, at vi i en public service-virksomhed sætter fokus på sådan en central begivenhed, er jo med til at give os alle et mere oplyst grundlag at føre diskussioner på. Også Ole Hyltoft jo, siger han til Politiken fredag.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra DR’s formand, Michael Christiansen. Men medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, Mogens Rubinstein, henviser til, at det ikke er bestyrelsens opgave at blande sig i enkelte programmer eller enkelte satsninger, skriver Politiken.

BNB

Er det i orden, at DR fejrer afslutningen af ramadanen med et større arrangement? 
Deltag i debatten herunder.