Den skarpe seer af TV-Avisen mandag aften kiggede formentlig med skepsis på stedsangivelsen, da en reporter øjensynligt ikke befandt sig i Istanbul, som det ellers fremgik af indslaget.

Den fejl beklager DR nu over for B.T., efter at nyhedsmediets flagskib er blevet genstand for sjove kommentarer på sociale medier.

Eksempelvis er der slet skjult ironi i en bemærkning fra den tidligere formand for Cavling-komiteen (der udvælger nominerede og vindere af Danmarks mest prestigefyldte journalistpris) Kurt Strand.

‘Topkreativitet i DR Nyheder; »korrespondent« direkte fra Istanbul - med Tietgenkollegiet som baggrund. Lige ved siden af DR Byen,’ skriver han på Twitter.


En anden Twitter-bruger skriver en humoristisk kommentar med henvisning til et nummer af bandet Nephew.

‘Hvis Mexico ligger i Spanien, så kan Istanbul vel også ligge på Islands Brygge,’ skriver Twitter-brugeren Ditte Nissen Lund.

Chef for TV-Avisen Marie Buss ærgrer sig over bommerten.

»Det er en ærgerlig fejl, at der i vores 'live' med Jakob Ussing står 'Istanbul, direkte'. Han står, som det heldigvis også fremgår i både starten og slutningen af indslaget, i København. Det beklager vi.«