Dansedrengene Silas Holst og Noam Halby er med, når det 6. februar går løs med Dansk Melodi Grandprix i Aalborg.

Deltagerne til årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix blev tirsdag præsenteret på et pressemøde i DR Byen.

Blandt deltagerne var der flere personligheder, der i forvejen er kendt fra tv. Blandet andet danser Silas Holst, der i efteråret snusede til sejren i Vild med dans sammen med partneren Malena Belafonte.

En anden dansemus, Johnny Deluxe-forsanger Noam Halby, er som i sidste års grand prix også med i år. Denne gang ikke som sanger, men som sangskriver.

Blandt de ti deltagende sange skal der den 6. februar findes en vinder ved showet, der afholdes i Gigantium i Aalborg. Vindersangen skal forsøge at gøre det bedre internationalt end sidste års vindersang, "Believe Again", der blev sunget af Brinck.

- Brinck opnåede en 13.-plads i Moskva. Så der er kun 12 pladser tilbage, lød det fra tv-vært Felix Smith, der sammen med Julie Berthelsen skal være værter på det store show i februar.

De får selskab af de grå grand prix-eminencer Keld Heick og Jørgen De Mylius, som skal spille en endnu hemmelig rolle ved showet.

Ved showet vil der også være et ekspertpanel, hvor blandt andet komponisten Bent Fabricius Bjerre, sangerinden Camille Jones og Infernal-musiker Paw Lagermann sammen med flere andre vil sidde.

De 10 sange, der vil blive sunget i Aalborg er:

1. "Breathing" - Bryan Rice

2. "All About A Girl" - Joakim Lind Tranberg

3. "Panik" - MariaMatilde Band

4. "How Will I Know" - Simone

5. "Gloria" - Jens Marni

6. "In A Moment Like This" - Chaneé & N'evergreen

7. "Only Tonight" - Kaya Brüel

8. "Just Like Rain" - Thomas Barsøe

9. "Kæmper for kærlighed" - Sukkerchok

10. "Come Come Run Away" - Kat & Silas

/ritzau/