Donald Trump beskylder på Twitter F-35-programmet for at være ude af kontrol. Free/Master Sgt. John Nimmo, Sr.
Donald Trump beskylder på Twitter F-35-programmet for at være ude af kontrol. Free/Master Sgt. John Nimmo, Sr.

USA's kommende præsident mener, at flyomkostninger er ude af kontrol. Danmark har købt 27 fly af typen F-35.

København/Washington. Donald Trump, der 20. januar tiltræder som USA's 45. præsident, går på det sociale medie Twitter til angreb på kampflyet F-35, der er under udvikling.

USA har allerede bestilt over 2000 eksemplarer af det nye kampfly, der udvikles af Lockheed Martin. Danmark har bestilt 27 til en pris på 20 milliarder kroner.

- F-35-programmet og omkostningerne til det er ude af kontrol. Milliarder af dollar kan og vil blive sparet på militært indkøb efter 20. januar, skriver Donald Trump på Twitter.

Danmark valgte F-35 fra Lockheed Martin i stedet for F-18 Super Hornet fra Boeing og Eurofighter Typhoon fra europæiske Airbus, som produceres i Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien.

Indkøbet har været kritiseret både for valget af flyet, der har haft problemer under sin udvikling, og prisen.

I november var der fornyet debat om flykøbet, da Folketinget måtte hastevedtage en udgift på 100 millioner kroner til reservedele til flyet.

- Vi byder muligheden velkommen for at svare på alle den kommende præsidents spørgsmål om F-35-programmet. Det er et fantastisk program.

- F-35 vil blive det billigste fjerdegenerationsjagerfly i verden. Og det vil blive det første femtegenerations jagerfly. Det er en utrolig værdi for alle, der opererer flyet, siger vicedirektør og general manager for Lockheed Martin Jeff Babione ifølge mediet CNBC som svar på Donald Trumps tweet.

Danmarks indkøb af nye kampfly vil umiddelbart ikke blive påvirket af Donald Trumps udmeldinger.

- Jeg kan ikke se, at det kan have en effekt. Og det er ikke mit indtryk, at projektet er ude af kontrol. Tværtimod.

- Det var mindre på skinner for fem-seks år siden, end det er nu. Men nu er de første fly erklæret operationsklar, siger Andreas Krog, der følger Danmarks køb af kampfly på hjemmesiden nytkampfly.dk.

Han understreger, at Danmarks køb af flyet sker i et samarbejde med andre lande, der er i gang med at forhandle de endelige priser med Lockheed Martin.

- Den forhandling bliver ikke påvirket af, at Donald Trump siger, at programmet er ude af kontrol.

- Det, der kan gøre en forskel, er, om USA vil have færre fly eller have dem leveret i et langsommere tempo. Men det er alt for tidligt at sige noget om endnu, siger Andreas Krog.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.