Ankestyrelsen har i en ny principafgørelse afgjort, at en falsk anklage om pædofili er så stor en psykisk belastning, at den skal behandles som en arbejdsulykke.

Det medfører ofte længerevarende sygdom eller stress for de pædagoger, der bliver uretmæssigt anklaget for at have krænket børn, og derfor har man i Ankestyrelsen nu slået fast, at en sådan falsk anklage skal sidestilles med en arbejdsulykke som chikane og trusler, skriver avisen.dk.

Afgørelsen er et vigtigt signal, mener Henning Pedersen, formand i pædagogernes landsforbund BUPL.

- Det er en understregning af, at en uberettiget anklage eller mistanke har meget alvorlige konsekvenser. Det kan forfølge dig resten af dit liv, siger Henning Pedersen til avisen.dk.

I sagen fra Ankestyrelsen, som har vist sig at få principiel betydning, fik en mandlig ansat psykiske problemer, efter at han i 2010 blev anklaget for at have misbrugt en pige i en institution

- Det er signal om, at en uberettiget anklage for seksuelt overgreb er en alvorlig psykisk belastning, der muligvis kan være en arbejdsskade, hvis der opstår psykiske symptomer i sammenhæng med hændelse, siger ankechef Lise Beder fra Ankestyrelsen til avisen.dk.

Manden havde i første omgang fået sin sag afvist af Arbejdsskadestyrelsen, men den nye afgørelse fra Ankestyrelsen, som får afgørende betydning i fremtidige sager, betyder, at Arbejdsskadestyrelsen skal genoptage sagen i forbindelse med godtgørelse og erstatning, lyder det.